Agil projektledelse - mere ansvar og mindre spildtid

Rigtig mange virksomheder oplever at projekter er svære at estimere og let ender med at trække i langdrag. For dedikerede medarbejdere og ledere er det en kilde til evig frustration. Agil projektledelse kan være vejen til mere ansvar til projektdeltagerne og mindre spildtid. 

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent, CA karrierepartner og a-kasse

For at komme nogle af de klassiske udfordringer til livs besluttede DONG Energy at arbejde med en agil projektmodel på udvalgte projekter. Men da de ikke havde erfaring med denne model, brugte de en erfaren agil coach fra Plan A Projects til at facilitere processen i starten.

"Når du skal lede et projekt agilt, handler det i virkeligheden om, at få sat nogle rammer og mål for projektet, og så slippe projektdeltagerne fri og lade dem løse opgaverne selv", siger Lasse Borris Sørensen fra Plan A Prrojects.

Kører vi samme vej?

Når deltagerne skal være meget selvkørende, er det vigtigt, at der er en fælles forståelse af, hvad der er målet med opgaven.

Derfor blev alle de involverede projektdeltagere hos DONG Energy undervist i den agile projektmodel, så alle vidste, hvad det drejede sig om. Plan A Projects hjalp også med projektnedbrydningen, indtil selv den mindste opgave var defineret.

"Hvad vil kunden have? Skal vi lave en rolls Royce, en BMW eller en Skoda? Det gælder om at være i tæt dialog med kunden. og finde ud af, at det måske i virkeligheden er en Citroén, der er brug for. Så målet skal også stå lysende klart for hele projektteamet, så de ikke arbejder i hver deres retning", siger Lasse Borris Sørensen.

Løse tøjler

Projektlederen skal styre selve processen for projektet, men overlade al den detaljerede planlægning af de tilhørende opgaver til projektteamet. Projektlederen skal støtte projektteamet og styre det i den rigtige retning, men uden at være kontrollerende over for projektdeltagerne.

Det lyder nemmere end det er, for selvfølgelig skal projektlederen ikke fuldstændig slippe tøjlerne. 

"Der er to ting, som er vigtige, hvis du vil have glade medarbejdere og  undgå stress i teamet . Det handler om, at man skal have indflydelse på egne opgaver,  og man skal have overblik over sit eget arbejde. Hvordan du løser opgaverne i praksis, det ved folk bedre selv, end projektlederen. Så større selvbestemmelse, giver mere ejerskabsfølelse og deltagerne bliver mere effektive og produktive", siger Lasse Borris Sørensen.

Projektlederens nye rolle

Når projektet er i gang, skal den agile projektleder til gengæld faciliterere og styre rammerne. Det handler også i høj grad om at styre praktikken, sørge for fælles arbejdsdage og arbejdssteder. Og så handler det om at motivere alle projektdeltagerne og holde dem til ilden.

"Som agil projektleder skal du slippe medarbejderne i projektet fri, men alligevel sørge for at der er fart og retning på projektet. Det kræver lidt tilvænning at finde den rette balance og måde at gribe det an på.  

Derfor har Plan A Projects i starten fungeret som agile coaches undervejs i projekterne hos DONG Energy på rette spor, men efterhånden som projektlederne og deltagerne har fået de agile værktøjer godt og grundigt ind under huden, har de haft mindre og mindre brug for støtte udefra.

Og den agile projektmetode har virket for DONG Energy. De projekter, der blev ledet agilt, blev færdige til tiden eller før planlagt. 


Bliv klogere på agil projektledelse

Artikler om Agil projektledelse

Vil du læse mere om agil projektledelse? Læs om agile metoder, agil coaching, den agile projekttrekant og den agile projektorganisation i Plan A Projects artikler   

Du kan også læse mere hos Agile Business

Lasse Borris Sørensen, CEO og agil coach i Plan A Projects