De 10 dræberspørgsmål

Af Sanne Juel, karriererådgiver, CA

Jobsamtalen er nært forestående. Det er nu, det gælder, og du skal sælge dig selv. Varen er dig. Din faglige baggrund, dine erfaringer og din personlighed.

En optimal forberedelse er at spille rollespil. Er du forhindret i at booke en tid med en karriererådgiver i CA eller på dit uddannelsessted, så lav en aftale med en ven/veninde om at gennemspille en jobsamtale. Din ven/veninde er virksomheden, som stiller alle spørgsmålene, og du er ansøgeren. Bagefter kan du få feedback fra din ven/veninde om din performance. Skriv evt. dine gode replikker ned, så du kan øve dem og få dem helt ind under huden. Det skaber sikkerhed. Blot det, at du har trænet dine svar, betyder, at du er mere sikker til jobsamtalen, og du har mulighed for at virke rolig, velovervejet og blive ansat!

En jobsamtale kan variere tidsmæssigt. Fra 20 minutter til flere timer. Spørg derfor virksomheden, hvor meget tid du skal afsætte og spørg indtil, om der er tests ved samtalen. Husk, du er allerede til samtale fra det øjeblik du træder ind over dørtærsklen i virksomheden.

Feedback metode

For at lykkes med feedback, så bed din ven/veninde, om at gøre det på følgende måde:

  1. Sig allerførst det, du gjorde godt (min. 5 ting, altså ROS)
  2. Omtal kritik som mulige forbedringer. Se positivt på, hvordan små forandringer kan vendes til noget godt.
  3. Hvad er din helt specielle styrke? Altså noget der er naturligt for dig, og som virker rigtig positivt?

Eksempel på feedback:

  1. Du er rigtig god til fast håndtryk, du ser mig i øjnene og smiler. Desuden er du velformuleret, pænt klædt og har en rolig stemme.
  2. En mulig forbedring kunne være, at du er mere præcis i dine styrker og svagheder. Specielt undgå at sige “jeg kan ikke lide larm omkring mig, når jeg arbejder, så kan jeg ikke koncentrere mig” – måske kunne formuleringen lyde: “jeg kan bedst koncentrere mig i rolige omgivelser”. Vær klar med 3-4 spørgsmål til virksomheden, som er vigtige for dig i jobbet.
  3. Din helt specielle styrke er, at du er faglig kompetent, et rummeligt og hjælpsomt menneske. Og du kan sælge sand i Sahara.

Det er vigtigt, at du er åben overfor feedback, hvilket betyder, at du kun lytter til feedbacken. Undgå at forsvare dig, blot lyt og lær. Klar til rollespil:

1. Fortæl om dig selv!

Da dette ofte er åbningsspørgsmålet i et jobinterview, skal du være ekstra opmærksom på ikke at lade tiden og munden løbe af med dig. Hold dit svar kort. Maks. to minutter. Snak om din uddannelse, erfaring og kort om din personlighed og dit mål. Vær positiv. Stop med undskyldninger og vær meget opmærksom på dit sprogbrug.

Lav en lille tale, der på 30 sekunder fortæller, hvem du er, hvad din baggrund er, og hvor du er på vej hen karrieremæssigt. Krydrer det med 3 positive egenskaber omkring dig selv. Og så stop. Træn denne korte introduktion af dig selv, til du kan den i søvne.

2. Hvorfor vil du arbejde for os?

Fordi jeg oplever at virksomheden involverer sig i opgaver, som jeg kunne tænke mig at arbejde med (eksempel), og at virksomheden har et stærkt brand, som jeg vil være stolt af at være en del af. Jeg oplever, I søger en ny medarbejder, der er udadvendt og iderig (undersøg deres behov - evt. via deres stillingsannonce), og det mener jeg at kunne stå inde for!

Sørg for, at du kan udfylde virksomhedens behov. Nævn gerne to eller tre attraktive faktorer ved jobbet og hold inde med de ting, som du ser som uoverkommelige udfordringer.

Nævn gerne to eller tre attraktive yderligere faktorer ved jobbet og hold inde med de ting, som du ser som uoverkommelige udfordringer. Ærlighed varer længst. Undgå svar som: “Fordi jeg synes (kommunikations-) branchen er spændende”.

3. Hvad er dine styrker?

Find 3-5 styrker. Dine bedste egenskaber, der vil kunne matche dette job. Sig fx “jeg er analytisk, engageret, energisk og empatisk”. Brug eksempler. Fortæl hvornår og hvordan disse egenskaber bruges. Hvornår var du sidste analytisk? Hvad lavede du der? Fortæl. Hvordan er du empatisk? Hvordan viser dit engagement sig? Vær klar med tydelige og korte eksempler, der understreger dine kvalifikationer.

4. Hvad er dine svagheder?

Vær på vagt her. Erkend først, hvad der kunne være dine udviklingsområder. Måske laver du små fejl, fordi du er hurtig og energisk. Dette kunne forklædes således: “da jeg er meget effektiv i mit job, hænder det, at jeg overser små detaljer. Det er jeg bevidst om og er blevet bedre til at sænke tempoet ved detaljeorienterede opgaver”. Eller hvis sandheden er: “Jeg stiller meget store krav til mig selv”. Se om du kan starte med en styrke og derfra forklare, at hvis styrken “tager over” - så kan det have denne lille svaghed.

Fx hvis du er super analytisk, så kan det være, at du er så detaljeorienteret, at du bliver ved med at finde fejl for at gøre det perfekt og dermed bruger mange timer på dine opgaver. Fortæl, at du er bevidst omkring det og fortsat arbejder på at finde den gode balance mellem styrke og svaghed.

5. Hvordan samarbejder du med andre?

Det job, du søger, skulle gerne passe til de arbejdsmetoder, du trives med.

Hvis du er en teamplayer og holder af sparring og samarbejde, så fortæl, hvordan virksomheden kan få det optimale ud af dig i samarbejdssituationer.

Du ser dig selv, som velfungerende og konstruktiv i samvær med andre mennesker, og du kan ikke huske nogen samarbejdsproblemer. Fortæl om et særdeles vellykket samarbejde, interview, opgave eller andet. Hvis du har referencepapirer med omkring gode samarbejdsevner, så brug dem her.

6. Hvordan prioriterer du dine opgaver? - Hvad er vigtigst?

“Jeg danner mig et overblik over opgaverne og deadlines. Har dialog med min chef og kollegaer om, hvordan vi i fællesskab prioriterer opgaverne. Forsøger at estimere tidsforbrug på hver opgave og sætter i system”.

Fortæl, at du selvfølgelig trives med klar tale og afstemning af forventninger med din nærmeste overordnede. Undlad at tale om stress, inkompetente chefer og dårlige erfaringer. Du har også selv et ansvar.

7. Hvad er dine mål på længere sigt? Hvor lang tid er du ansat hos os?

Relater dine mål til virksomhedens mål. Vær gerne specifik omkring dine faglige mål.

Ansættelsesforholdets varighed kan du kun gisne om, men relateret til dine faglige mål, så ønsker du at dygtiggøre dig og har sat år af i din kalender.

8. Hvorfor skulle vi ansætte dig?

Måske tror du, at “jeg har da svaret på dette spørgsmål”, via de foregående spørgsmål. Nu er det tid til at opsummere. Specielt omkring dine styrker og dine erfaringer. Vær meget oprigtig. Ret synsvinklen væk fra dig selv og forbind i stedet dine forcer med virksomhedens selvoplevede behov. Undervejs i interviewet har du sikkert dannet dig et indtryk af, hvad virksomheden virkelig har brug for. Sørg for at henlede opmærksomheden på, at du kan tilfredsstille virksomhedens behov.

9. Hvad skal du have i løn?

Løn kan være et følsomt emne. Udsæt, så længe du kan gøre det på en høflig måde, at binde dig til et bestemt tal. Du kunne sige: “Jeg forstår, at rammen for dette job er mellem X og Y, og det finder jeg rimeligt”. Du kunne også svare med et spørgsmål: “Måske kan du hjælpe mig på vej – er der en tilsvarende stilling i virksomheden, jeg kan sammenligne med?”

Hvis du får dette spørgsmål under en indledende runde, kan du sige, at du gerne vil vide mere om stillingens ansvarsområde, før du kan give et meningsfuldt svar. Bliver intervieweren ved, kan du svare: “Du ved, at jeg tjener X nu. Og som alle andre vil jeg gerne forbedre min løn, men min hovedprioritet er jobbet som sådan."

Hvis der ikke er nogen lønramme knyttet til stillingen, og intervieweren fortsætter med at udfordre dig på spørgsmålet, er der ikke andet at gøre end at nævne et tal. Giv ikke det indtryk, at penge ikke betyder noget, og at du er villig til at acceptere hvad som helst (kære kvinder, læs denne sætning 2 gange). Men giv heller ikke indtryk af, at penge er det vigtigste. Intervieweren prøver måske at finde ud af, hvor meget du ønsker jobbet. Forbind spørgsmålet om løn med selve jobbet og understreg, at det er jobbet, der er det vigtige.

Tal så lidt om løn som muligt, indtil du når den sidste runde i interviewprocessen. På dette tidspunkt ved du, at virksomheden er oprigtigt interesseret i dig, og at lønniveauet derfor kan forhandles.

10. Hvad kan du gøre for os, som andre ikke kan?

Enhver som kan overbevise virksomheden om, at man tjener flere penge, end man koster - bliver ansat. Nu er det tid til at være en VINDER. Fortæl om, hvordan du har fået ting gennemført, hvilke resultater du tidligere har skabt.

Fremhæv dine evner, interesser og særlig erfaring. Sig at du er overbevist om, at du vil kunne gøre en positiv forskel for virksomheden og du vil være med til at skabe overskud, trivsel og resultater.

Læs også:

Forberedelsesskema til jobsamtalen

Ofte hører vi kandidater, der mener, at så længe de er kommet gennem det første nåleøje (inviteret til jobsamtalen), så kører resten af sig selv - og så slår det ofte fejl.

Her er nogle bud på, hvad du skal igennem i din forberedelse, inden du sidder ved interviewet.

Download vores greatest hits bog Jobbet er DIT til din jobsøgning.

Medlemsfordel:

Karriererådgivning med samtaletræning

Er du nervøs omkring det at skulle til en jobsamtale? Lad CA's dygtige karriererådgivere klæde dig godt på.

Som medlem kan du benytte dig af gratis karriererådgivning eller coaching

Få inspiration direkte i din mailboks

Bliv klogere på job og karriere med CA's nyhedsbrev til folk på arbejdsmarkedet: