Designtænkning

Af Jan Pries-Heje, Ph.D. Professor på Roskilde Universitet. Leder en forskningsgruppe om innovation og er uddannelsesleder for RUC’s Master i projektledelse og procesforbedring.

Designtænkning er en ny måde at tænke på, hvor man konstruerer og lærer. Designtænkning er altid knyttet til et problem, omfatter en kreativ proces og en praksisnær evaluering. Designtænkning er nu også en måde at forske på, f.eks. i projektledelse.

Fra miljøet omkring Silicon Valley og Stanford University har en ny måde at tænke på bredt sig til resten af verden: designtænkning. I stedet for at analysere og nå frem til en syntese, så designer man en løsning, så snart man har forstået problemet. Designet bringer man så i spil i praksis, lærer af det og laver et endnu bedre design. Det nyeste er, at designtænkning også er nået til forskning, hvor en helt ny måde at arbejde på er opstået: designvidenskab.

Designtænkning er en human tilgang til innovation, hvor designeren integrerer menneskelige behov, teknologiske muligheder og hvad der skal til for forretningsmæssig succes.”, siger Tim Brown, forfatter til bogen Change by Design

Når man tænker design, bevæger man sig rundt i tre rum: Inspirationsrummet, idérummet og implementeringsrummet. Inspirationen kommer fra udforskning af behov. Her bruger man gerne etnografiske metoder, dvs. man går ud blandt mennesker, oplever behovet og fokuserer på at få en dyb forståelse. I idérummet handler det om at få mange idéer, så man kan få en god idé. Og endelig i implementeringsrummet har man fokus på, hvad der giver mening forretningsmæssigt.

Der er ikke nogen foreskreven rækkefølge mellem de tre rum. Man går rundt mellem rummene, prøver en idé, bliver klogere, prøver en ny og forbedret idé, bliver igen klogere, indtil man ender med noget, der klart opfylder et behov, med relevant teknologi, og som realistisk kan implementeres.

De fleste projekter designer og leverer noget nyt. En ny proces eller et nyt produkt. Eller i hvert fald noget der af brugeren opleves som nyt - netop det, som er definitionen på innovation. Så projektledelse, innovation og designtænkning er tæt beslægtet.

IDEO er en spin-off virksomhed fra Stanford Universitetet, der samtidig er en af verdens mest succesfulde designvirksomheder, nærmest indbegrebet af designtænkning. En af stifterne, Tom Kelley, har skrevet en bog ”The Ten faces of Innovation” om, hvilke roller der skal udfyldes i et projektteam for at få succes med et team. Konkret er der tre roller, der skal udfyldes: (1) En lærende rolle, (2) En organiserende rolle og (3) en konstruerende rolle. Et projekt, der ikke som minimum har disse tre roller besat, vil fejle, siger Tom Kelley.

De sidste år har designtænkning bredt sig tilbage til forskningsverdenen, hvor der nu er konferencer og temanumre i førende tidsskrifter. Jeg var for nylig til designkonferencen DESRIST i Helsinki og fik syn for, at flere og flere bruger design som videnskabelig metode.

Kort fortalt er der fem ting, der karakteriserer designforskning – VIRKE-huskereglen:

V – Videnskabeligt. Designet skal bygge videre på andres teori og modeller om det foreliggende problem, man skal så at sige ”stå på skuldrene” af den viden, der allerede eksisterer.

I – Iterativt. Man designer (prototyper) og lærer – ofte mange gange (iterationer).

R – Relevant. Designet skal løse et reelt/eksisterende problem eller opfylde et behov, som nogen har. Forskeren må ikke opdigte sit eget problem

K – Kreativt. Der skal være plads til at få mange idéer og være kreativ, modsat analytisk og fortænkt.

E – Eksemplarisk. Designløsningen af et konkret problem i en konkret virksomhed er blot et eksempel. For at det bliver videnskab, skal man uddrage den generelle teori bagved.

På samme designkonference i Helsinki havde jeg selv en artikel med, som handlede om projektledelse. For nogen år siden lavede jeg et større studie af, hvornår man skulle anvende agile metoder og hvornår mere klassiske. Jeg identificerede fem dimensioner, der gjorde en forskel: Kravstabilitet, størrelse, kompleksitet, projekt-teamet, samt hvor kritisk en fejl er i det endelige produkt. For et år siden kom Alm. Brand og spurgte, om de måtte afprøve modellen, som jeg havde lavet hos dem? Det svarede jeg selvfølgelig ja til, hvor efter vi hjalp hinanden med at tilpasse en løsning, som passede Alm. Brand. I artiklen beskriver jeg designet og afprøvningen af modellen, dels af det primære design med de fem dimensioner, dels af det sekundære og tilpassede design hos Alm. Brand.

Hvordan bliver projektlederens arbejdsvilkår så anderledes med designtænkning? Først og fremmest skal man vænne sig til, at klassiske værktøjer så som et scope, præcise krav og benhård ændringsstyring må opgives. Hvis der skal være plads til lære - og nogen gange i mange iterationer - så må alt holdes flydende til langt hen i projektet. For det andet vil en kreativ idéfase let blive slået ihjel af detaljerede planer og opfølgning. Man skal som projektleder magte at give slip på styringen for, at kreativiteten kan komme til fuld udfoldelse. For det tredje skal man vænne sig til, at succes ikke er at opfylde nogle krav, men at have løst et problem eller opfyldt et behov. Effekten af projektet bliver det succesen skal måles på.


Litteratur:

Tim Brown. Change by Design. HarperBusiness
Jan Pries-Heje & Dirk Hovorka (2013). Don’t Ignore the Iceberg: Timely Revelation of
Justification in DSR. Proceedings fra DESRIST-konferencen i Helsinki, juni 2013.

Artiklen er tidl. bragt i bladet "Projektledelse"