Giv os lov til at blive i den digitale verden, Hummelgaard

Decorative15. juni 2020

Corona-krisen har vist os, at møder med ledige snildt kan klares digitalt og telefonisk. Der er ingen grund til at spole tiden tilbage til rigide krav om personligt fremmøde.

Det skriver CA's direktør Christian Friis til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i dagens debatindlæg i Politiken.

Abonnerer du ikke på Politiken, kan du læse debatindlægget her:

"Giv os lov til at blive i den digitale verden, Hummelgaard.

Nu åbner alle offentlige arbejdspladser op igen. Først måtte de åbne op i vest, og fra i dag også øst for Storebælt. Det betyder for de ledige også, at de igen skal deltage i fysiske møder og samtaler på jobcentrene, mens a-kasserne kan få lov til at holde digitale samtaler nogle måneder endnu.

Men på vej mod en mere normal postcorona-hverdag er det vigtigt at se på, hvad vi nu har lært, og hvordan vores hverdag er forandret. Det gælder samtidig om at holde fast i den positive læring af coronakrisen.

I CA a-kasse har vi blandt andet lært, at vi er kommet meget længere i den digitale omstilling, end vi havde regnet med. Vi fik hurtigt organiseret arbejdet med at rådgive ledige medlemmer og udbetale dagpenge til dem på en helt ny måde.

I stedet for fysiske møder på CA's kontorer ringer vi til medlemmerne - eller kontakter dem på Teams eller Skype. Det er en god oplevelse for både de ledige og os. Samtalen foregår i deres hjem på et tidspunkt, som passer dem, og den sparede transporttid kan de i stedet bruge på jobsøgningen. Det er blevet til mange gode samtaler i de sidste måneder. Derfor vil vi i CA fortsætte med den digitale indsats, så længe vi kan.

Men fra 1. oktober skal a-kasserne og de ledige tvinges tilbage til den analoge verden, for så er der igen krav om 'personligt fremmøde', når de ledige skal til samtaler med akassen.

Er det virkelig en god ide? Hvis nu alle er glade for de digitale samtaler, og hvis de er lige så effektive, hvad er så argumentet for ' personligt fremmøde'? Hvorfor spilde tiden på transport hen til a-kassen eller til jobcentret? Det er ikke nemt at finde gode argumenter for, at en samtale partout skal gennemføres ved personligt fremmøde.

Så kære beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, vil du ikke overveje, om der virkelig er grund til ' personligt fremmøde' i en tid, hvor vi alle er i gang med at dygtiggøre os i den digitale verden? Jeg lover dig, at digitale samtaler ikke er ringere - tværtimod. Jeg er faktisk villig til at lave et forsøg, hvor vi tilbyder digitale samtaler til halvdelen af de ledige medlemmer og analoge samtaler til de andre.

Lad os se, om der er en forskel i beskæftigelseseffekten. Lad os se på tilfredshed med samtalen og jobsøgningen. For den ledige, der ønsker en personlig samtale i akassen, skal det selvfølgelig stadig være muligt. Der er bestemt situationer, hvor det giver allerbedst mening at være i samme rum. Men det er langt fra alle samtaler.

Mit forslag er, at du slipper os lidt mere fri i a-kasserne. Og også gerne i jobcentrene. Giv os metodefrihed, og mål os på vores resultater i stedet for på vores processer.

Giv os lov til at tage digitale værktøjer i brug, og fjern de gammeldags proceskrav, som vel oprindeligt stammer fra dengang, man skulle ' stemple ind' hver dag på Arbejdsformidlingen for at få dagpenge. Vi kan godt, og vi vil gerne meget mere.

Christian Sørbye Friis, Direktør i CA Karrierepartner og a-kasse.