Netværk var vejen til drømmejobbet i konsulentbranchen

Af Charlotte Ødum Buur

Linette Maesen brugte sit netværk til at få drømmejobbet som kommunikationsrådgiver hos Crosstown Kommunikation. Få også Linettes gode tips til, hvad du skal overveje, hvis du drømmer om et job i konsulentbranchen.

Rigtig mange drømmer om et job i konsulentbranchen. Her møder man mange, forskelligartede opgaver og spændende, kreative mennesker. Samtidig er det en branche, hvor man skal være til stede dér, hvor det sker og være opdateret på de helt nye tendenser.

Men det kan være en svær branche at komme ind i.

En hverdag hvor ikke to dage er ens

Sommeren 2013 blev Linette færdig med sin kandidatuddannelse i kommunikation fra Aalborg Universitet i København og vidste med det samme, at hun hørte til i konsulentbranchen. 

”Som konsulent/rådgiver er opgaverne meget forskellige, og det passer mig rigtig godt. Det, der især kendetegner konsulentbranchen, er rådgivning, salg og kundekontakt, og det synes jeg er rigtig sjovt og spændende”.

Fik jobbet gennem netværk

Konsulentbranchen handler om netværk. Det er gennem netværk, der skabes kunder, samarbejdspartnere og hverves nye medarbejdere. Mange konsulentvirksomheder når sjældent at slå jobopslag op, fordi de finder deres medarbejdere gennem netværk. Det kan være udfordrende, hvis man er ny på arbejdsmarkedet og ikke har det største netværk endnu.

Netværket var også det, der gjorde, at Linette fik jobbet hos Crosstown Kommunikation.

”Måden, jeg fik jobbet på hos Crosstown, er en sjov historie, som sætter en stor fed streg under – netværk, netværk og netværk! Jeg har passet børn for den ene af de tre partnere på bureauet og tog kontakt til ham via mail, hvorefter han kaldte mig ind til en kop kaffe i Soho House (kontorhotel i Kødbyen), hvor Crosstown Kommunikation holder til. For at fremskyde beslutningsprocessen foreslog jeg dem løntilskud, og så gik det hele ret stærkt, og jeg er i dag blevet fastansat”.

Indblik i rigtig mange brancher

Én ting er at have en forestilling om, hvordan en branche er, men en anden ting er at opleve det indefra. Heldigvis blev Linettes forventninger til branchen i den grad indfriet.

”Der er et virkelig stort spænd inden for arbejdsopgaverne, og vi har kunder fra vidt forskellige brancher, så man skal hele tiden omstille sig og tænke anderledes. Det eneste, jeg er blevet overrasket over, er omfanget af mails, man skriver, og tiden man bruger på det”.

Hårdt salgsarbejde

”Konsulentbranchen er for dem, der er klar til at knokle…”, fortæller Linette, men det er vigtigt at kende sine begrænsninger.

”Er du introvert, den stille type, og har du svært ved at stå foran folk og sælge dig selv, så skal du nok finde en anden branche”.

Løntilskud

Løntilskud er en tidsbegrænset ansættelsesform for ledige, hvor virksomheden kan se medarbejderen an, før en endelig ansættelse. I private virksomheder sker ansættelsen under normale lønforhold, men hvor virksomheden får et tilskudsbeløb.

Læs mere om løntilskud


Alle har et netværk lær at bruge dit

Alle har et netværk, som de kan aktivere. Det har du også, hvad enten du er direktør, studerende eller nyuddannet. Få 5 gode råd om, hvordan du aktiverer dit netværk.