Networking er spild af tid...Eller?

Af Soulaima Gourani & Henriette Weber, konsulenter, forfattere, netværkere

Den gængse opfattelse er ofte, at “møder mellem folk” offline (netværksarrangementer) eller online (hovedsagligt sociale medier) er tidsspild. Netværksarrangementer er det første, der ryger væk, når krisen kradser, når man har travlt eller har brug for en friaften. Det er synd! Vi synes det er alt andet end tidspilde at networke, hvis blot du gør det strategisk.

Det er vigtigt at du er indstillet på at det er en arbejdsmetode på linje med at kunne regne og stave samt at det tager tid at opbygge stærke, loyale professionelle relationer. Det er en forudsætning at ens arbejdsgiver og organisation er enig i at networking er en arbejdsmetode, og ikke noget mystisk som foregår over fredagsøller, eller noget du kun gør efter arbejde. Virksomheder ønsker ledere og ledende medarbejdere, som kan samle folk og overskue komplekse, uformelle relationer i en organisation, derfor er det så vigtigt at medarbejdere kan netværke såvel internt som eksternt.

Gider, eller gider ikke!

Du kan ikke længere sige, at det gider du eller det gider du ikke. Du har ikke et valg. Networking er ikke noget, du kan fravælge. Det er en måde at arbejde på. Networking er den hurtigste måde at gøre et stort problem til et lille problem, eller den hurtigste måde at gøre en dårlig ide til en god ide.

Gennem dit netværk bliver du en ”Bermuda Trekant” af viden. Og viden skal du leve af, medmindre du arbejder med noget hvor dit hoved ikke er involveret. Så hvad enten du er medarbejder, studerende, iværksætter, arbejdssøgende eller leder, bærer DU alene ansvaret for, at du har det rette netværk. Du behøver ikke være klog, du skal bare være interesseret i andre mennesker og interesseret i at finde ud af, hvordan I kan hjælpe hinanden. Det er derfor din opgave at skabe dig et velorganiseret, kompetent, agilt og loyalt netværk. Det er kun spild af tid, hvis ikke du networker strategisk.

Networking er ikke en privat sag

En stor del af de danske organisationer mener, at networking er en privat sag. De taber et stort potentiale, hvis du spørger os. Det er vores indtryk, at devirksomheder, ledere og medarbejdere som systematisk dygtiggør sig i etablering, ledelse og evaluering af relationer, klarer sig bedre, end de som undlader. Ingen af os arbejder solo længere. Vi er alle, på den ene eller anden måde, afhængige af at andre støtter os, bidrager, markedsfører eller udvikler vores services og produkter.

Netværkskvalme og netværksstress

Flere lider af netværkskvalme. Netværkskvalme betyder, at vi ikke længere orker at høre mere om networking. De fleste af os har læst flere bøger, og været til talrige foredrag om emnet. Vi ser folk fare og flyve rundt som hovedløse kyllinger i jagten på den perfekte og helt rigtige relation. Netværkskvalme skyldes ofte en modstand mod en ”hype”, eller en konkret fortvivlelse over, at det ikke virker.

Flere fortæller at de efter møder, konferencer eller rejser, sidder tilbage med en endeløs bunke visitkort. De føler stress, når de ser på bunken. De ved, folk forventer en mail, en invitation, eller en kaffeaftale. Folk føler en lede ved at skulle ud, og atter møde nye mennesker. Det kan afholde folk fra, i første omgang, overhovedet at udveksle visitkort. Tager de møderne, føler mange sig fortvivlede, fordi de løber rundt til endeløse middage, kaffeaftaler, møder og konferencer uden at få noget ud af deres investerede tid. Dette kan undgås.

Sådan skaber du et godt professionelt netværk

  • Væk tillid
  • Vær strategisk
  • Vær afklaret
  • Brug sociale medier og web 2.0 værktøjer

Tillid:

Netværk er drevet af gensidig tillid, og derfor skal to mennesker kende hinanden til en vis grad for at have en relation. At netværke professionelt handler om at bygge trofaste og tillidsfulde relationer til andre mennesker, som man kan bruge professionelt til enten at få kontakter eller kontrakter igennem (såvel direkte som indirekte). Dette sker fysisk men også virtuelt. Det professionelle netværk adskiller sig fra eksempelvis det personlige private netværk, hvor man ofte er i netværk med hinanden, fordi man enten er i familie med hinanden eller fordi man er nære fortrolige venner, som kender til hinandens mere private situation. Man er personlig men ikke privat med professionelle relationer.

At have modtaget et visitkort, eller at have drukket en kop kaffe er ikke ensbetydende med, at I har en relation. Relationer udvikles over tid. Netop at det tager tid gør, at mange virksomheder ikke erkender networking som en arbejdsmetode. Er man som virksomhed fokuseret på kortsigtet gevinst er relationer ikke vejen frem. At bygge tillidsfulde relationer er en langsigtet investering, som dog giver afsindigt højt afkast.

Strategisk:

Du kan ikke netværke med alle - ”select”. Din tid er din kostbare ressource, og du har ikke tid til eller mulighed for at bygge relationer til alle, du møder på din vej. Du er nødt til at have kriterier for, hvem du skal netværke med. Vær afklaret - ”go with a mission”.

Vær afklaret:

For at skabe et professionelt netværk bør du overveje følgende:

  • Hvad er min mission med at netværke?
  • Hvordan networker jeg?
  • Hvem er de for mig rigtige relationer?
  • Hvordan plejer jeg mine relationer?
  • Hvordan udvikler eller afvikler jeg relationer?
  • Hvorfor skal folk netværke med mig?
  • Herunder hvad kan jeg give i en relation?
  • Herunder hvad kan jeg tage i en relation?

Sociale medier og web 2.0:

Du bør, nå du brander og markedsfører dig i dit netværk, brande dig så du bliver et personligt, autentisk, troværdigt og bemærkelsesværdigt brand.

Hvordan opfatter du dig selv på arbejdspladsen? Hvordan beskriver andre dig? Ser de dig og dine sande potentialer? Hvis ikke du har det image, du gerne vil have, kan du selv påvirke det ved at arbejde målrettet med dit image.

Opbyggelsen af et personligt brand er at tænke i mere professionelle baner. I denne situation er sociale medier og web 2.0 værktøjer et glimrende sted at brande dig selv. Personlig branding i dit netværk gennem sociale medier og web 2.0 værktøjer handler om at gøre et mentalt og gerne uudsletteligt indtryk i andres bevidsthed, som positionerer dig og gør dig forskellig fra andre. Kort sagt skal du komme i en position, hvor andre bliver dine ambassadører – det er noget, du skal gøre dig fortjent til. Det kan man hovedsagligt gøre ved at lave indhold såsom artikler, blogposts, e-bøger, podcast eller videoer omkring de områder - og det fokus man har - for sit personlige brand.

Sociale medier bliver blokeret fra virksomhedernes side, fordi der er en gængs opfattelse af, at det er tidsfordriv og tager fokus fra det ”rigtige” arbejde! Flere gør sociale medier forbudt i arbejdstiden. Det er en skam fordi disse medier er kommet for at blive. Der har aldrig før været så stort et potentiale i at gøre medarbejdere, ja alle ens omgivelser som virksomhed, til ambassadører for virksomhedens produkter, ydelser, mærkesager og aktiviteter som nu. Med et enkelt museklik kan en medarbejder i dag informere, begejstre og gøre mere end 2-300 relationer. Kontaktprisen har aldrig været lavere.

5 gode råd om networking

Alle medarbejdere opfordres til at:

  • networke online
  • networke fysisk
  • lade sig uddanne i at networke målrettet og professionelt, også virtuelt
  • virksomheden laver initiativer, der er samtalebårne og indeholder “virale effekter”- budskaber der er interessante og bemærkelsesværdige nok til at virksomhedens brand kommer til at eksistere i samtalen mellem folk, og hvor de bliver omtalt for de gode ting de gør
  • belønne medarbejdere der er ambassadører for virksomheden, men også fokusere på at give værdi til virksomhedens omgivelser.

For at skabe et professionelt netværk må du have en vision for dig selv og dit arbejdsliv, så folk kan hjælpe dig. Vær klar over egne behov nu og her samt ønsker for fremtiden. Vid det samme om dine relationer så I gensidigt kan hjælpe hinanden. Udvikl dine evner som den gode interessante samtalepartner så du er i stand til at kortlægge mennesker, du taler med og møder på din vej.


Læs flere artikler om at netværke >

Soulaima Gourani
Henriette Weber