swipegesture

Mia gik fra studiejob til stort ansvar lige fra starten

Mia Nyborg Jørgensen giver 3 gode råd til at komme godt i gang i det første job efter uddannelsen. Hun gik selv fra studiejob til specialkonsulent på 2 år.

Artikel 8 Min.
af Lane Markholdt-Hansen

For Mia Nyborg Jørgensen blev overgangen fra at være studerende til at træde ind som fuldtidsansat slet ikke så svær, som hun havde frygtet.

Hun havde et studiejob hos Komponent, da hun afleverede speciale og blev færdig med studiet – noget hun både glædede og bekymrede sig over:

”Jeg havde luret på, om jeg skulle blive der, da jeg var meget glad for at være der. Jeg havde meget ansvar og opgaver, der virkeligt sagde mig noget. Jeg fik lov til rigtig mange ting", siger Mia Nyborg Jørgensen. 

Hun havde dog også nogle bekymringer ved at blive i den organisation, hvor hun havde været studentermedhjælper.

”Jeg havde flere bekymringer: Ville det blive kedeligt at blive i fuldtidsjob – er det for bekvemt? Og ville mine kolleger kunne se mig som ligeværdig kollega – og ikke som studentermedhjælper?”, fortæller Mia Nyborg Jørgensen.

Virksomheden lavede et klart skifte i rollerne 

Mia Nyborg Jørgensen  blev tilbudt et fuldtidsjob i en anden konsulentvirksomhed, hvor hun havde været i praktik. Men da hendes gamle chef fra Komponent ringede og tilbød hende drømmejobbet, slog hun til.

”Jeg er meget glad for, at jeg traf den beslutning. Det var rigtig godt, at jeg havde været væk i en periode og kom tilbage – jeg fik et break fra studenterrollen", siger Mia Nyborg Jørgensen, der aldrig har følt, at kollegerne har set hende som student:

”De gjorde sig ekstra umage og har båret mig lidt på vej. De har været så bevidste om, at jeg ikke skulle være 'studentermedhjælperen' mere. Og jeg fik lov til at lave nogle virkeligt spændende ting og fik selv studenterbistand på nogle opgaver. De var sindssygt gode til at tackle den overgang. Og jeg måtte stole på mig selv og tro på, at de har valgt mig, fordi jeg kan noget, og jeg byder ind,” siger Mia Nyborg Jørgensen.

Mia har fået plads til at stå på egne ben

Mia Nyborg Jørgensens arbejde som specialkonsulent hos Komponent omfatter ledelsesudviklingsforløb samt oplæg og foredrag om ledelse. Hun har især fokus på rekruttering og på, hvordan man leder kommende generationer.

”Jeg er ofte ude i ledergrupper og laver forløb for dem. Det kan være en hel kommune samlet eller være ledere inden for et særligt fagområde. Jeg snakker med ledergrupper eller HR-konsulenter om deres udfordringer og holder oplæg og workshops for dem,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen.

”Jeg fik lov til at stå på egne ben ude i kommunerne mindre end et år efter, at jeg var startet. Så vokser man lidt. Så jeg fik ret hurtigt blod på tanden. Vi har 98 kunder, kommunerne, så man kan ikke gå ud og opføre sig dårligt eller ikke gøre sig umage. Man skal gøre det ordentligt,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen.

Den manglende tunge erfaringsbase var ikke et problem for Mia Nyborg Jørgensen:

”Jeg har fra start følt, at jeg kunne komme ind og gøre noget nyt. Det kan godt være, at de synes, at du er ung, men så gælder det om at vise, hvad dit billede af situationen er, og hvad dine erfaringer er. Det handler om at sætte ens nyhedsfaktor og friskhed i spil på positiv måde. Men det kræver også, at man har en organisation, der stoler på en,” siger Mia Nyborg Jørgensen.  

Plads til at dyrke andre ting i livet

Noget af det, som Mia Nyborg Jørgensen også værdsætter ved jobbet, er den store fleksibilitet og muligheden for at udleve flere af ens passioner.

”Alt, hvad jeg arbejder over 37 timer ugentligt, er flexordning. Det betyder, at jeg har mulighed for at dyrke nogle andre ting i mit liv ved siden af jobbet,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen, der ikke sover tiden væk:

”Jeg har meget energi, så jeg værdsætter denne rummelighed. Jeg har fået lov til at tage et bijob som giftefoged om sommeren. Så i weekenden vier jeg folk ude på stranden eller i baghaverne. Jeg elsker at skabe disse særlige øjeblikke for andre mennesker og bruge mine evner som lidt af en eventplanlægger. Jeg er også ekstern lektor på KU, hvor jeg underviser i metode,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen.

Lederdrømmen lever

Mia Nyborg Jørgensen stortrives i sit job, ikke mindst fordi hun bliver mødt med udfordringer, der passer godt til hende:

”Jeg har et stort drive – for at mætte det, skal de fodre mig med nye opgaver – og det er de gode til,” siger Mia Nyborg Jørgensen, der på sigt har en lederdrøm.

”Jeg har en drøm om at blive leder en gang i fremtiden. Det har jeg altid haft. Allerede i folkeskolen tog jeg nok lidt uformelle lederroller på mig – f.eks når jeg var fodboldtræner. Jeg kan godt lide at samle mennesker og være opmærksom på mennesker omkring mig. Jeg er bevidst om, hvem der kan gøre noget godt, og hvordan jeg kan hjælpe dem med det,” siger Mia Nyborg Jørgensen.

Lige nu er hun dog meget glad for at være der, hvor hun er:

”I mit nuværende job kan jeg være eksperimenterende og legende. Jeg kigger ud i det danske kommunelandskab og ser, hvad der er svært lige nu, og prøver at forudse, hvad der bliver svært om lidt. Det er en gave at få lov til,” siger Mia Nyborg Jørgensen.

Tre fede ting ved Mias job

  1. Tillid og godt kollegaskab.

  2. Meget ansvar tidligt – Mia Nyborg Jørgensen fik lov til at stå på egne ben i store ledergrupper tidligt.

  3. Mulighed for at have bijobs. Mulighed for pauser i arbejdslivet. Mia Nyborg Jørgensen fik et halvt års orlov. Sammen med sin kæreste istandsatte hun en bil og kørte til Georgien og Tyrkiet.

Mias tre gode råd til det første job

1. Snak, snak og snak med dine venner

Noget af det, som Mia Nyborg Jørgensen har haft størst glæde af i sit karriereforløb er at snakke med gode venner:

”Jeg har talt rigtig meget med mine venner for at blive klogere på mig selv og mine muligheder. Fx hvad findes der af jobs derude? Hvad kan jeg? Hvad synes I, at jeg er bedst til? Hvad vil I fremhæve? Det er en god måde at åbne sine øjne for, hvor man kan sættes i spil. Det er med til at bygge den faglige selvtillid op og åbne ens horisont,” fortæller Mia Nyborg Jørgensen.

2. Vær bevidst om din alder på den gode måde

Hun synes ikke, at man skal holde sig tilbage, bare fordi man er ung og nyuddannet.

”Man skal være sin alder og anciennitet bevidst på en god måde. Man skal have respekt for folk, der har høj anciennitet og det, de kommer med. Uden at nedsætte sig selv til noget, der er dårligere. Det er vigtigt, at man ikke prøver at være dem eller ligne dem. Man må godt være nysgerrig og spørge dem til råds. Spørge dem, om de vil lære dig noget om det her. Spørge dem om, hvordan de ville gøre det her? Og så skal man huske på, at man også kan inspirere dem,” siger Mia Nyborg Jørgensen.

3. Du må godt udfordre organisationen – selv om du er ung

Ifølge Mia Nyborg Jørgensen kan man godt tillade sig ting – selv om man er ung og ny:

”Man må godt udfordre organisationen og status quo. Så længe man er respektfuld. Det er en positiv ting at udfordre ledere og organisationen. Man gør det af kærlighed til organisationen. Fordi man gerne vil blive i den og have den til at lykkes. Hvis man gør det, tror jeg, jeg at man kan prøve mange ting af,” siger Mia Nyborg Jørgensen.

STUDIELIV

Mia prøvede karriereveje af allerede under uddannelsen

Mia Nyborg Jørgensen prioriterede at prøve forskellige karriereveje af og få masser af erfaring på sit CV i sin studietid. Det har hun ikke fortrudt.