Du kan blive medlem af CA fra den dag, du melder dig ind elektronisk på vores hjemmeside. Så snart vi har behandlet og godkendt din ansøgning om medlemskab, vil du modtage et brev med bekræftelse på dit medlemskab.
For at du kan blive medlem, skal du bo eller arbejde i Danmark. Du skal være fyldt 18 år, og der skal minimum være 2 år til din folkepensionsalder. CA er en tværfaglig a-kasse hvor alle, uanset faggruppe, kan være medlem. Størstedelen af medlemmerne har dog en videregående uddannelse fra universitet, handelshøjskole eller erhvervsakademi. Mere end 90 % af medlemmerne arbejder med ledelse, kommunikation, salg og marketing, økonomi, IT og beslægtede fagområder på det private arbejdsmarked.
Har du nået folkepensionsalderen, har du desuden mulighed for at blive seniormedlem. Du kan i dette tilfælde ikke få udbetalt nogen ydelser fra os, men kan få hjælp til jobsøgning m.v. Kontingentet er til gengæld også betydeligt lavere.