Dagpengereformen: Gode tiltag – skidt at de ledige hænger på regningen.

22. oktober 2015

Der er i dag indgået forlig mellem regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om et nyt dagpengesystem.

Aftalen bygger stort set på de forslag, som Dagpengekommissionen præsenterede den 19. oktober. Aftalen vil give et mere fleksibelt dagpengesystem - med bedre muligheder for at tage småjobs og kortvarig beskæftigelse - og bedre muligheder for at genoptjene dagpengeret og forlænge dagpengeperioden fra 2 til 3 år.

Skidt at de ledige betaler

Det er gode tiltag, som vil komme de ledige til gode. Der er også god grund til at glæde sig over et bredt politisk forlig, som forhåbentlig kommer til at give ro på området i lang tid fremover.

Men bagdelen er, at en stor del af finansieringen er fundet hos de ledige selv. Dels med 3 karensdage uden dagpenge for alle ledige, dels med en lavere dagpengesats for dimittender uden børn. Det mener Christian Sørbye Friis, der er direktør i CA Karrierepartner og a-kasse.

”Dagpengekommissionen havde foreslået 8 karensdage, som ville have ramt alle vores ledige hårdt. Vi er helst helt fri for karensdage, som reelt sænker dagpengene for vores ledige. Men når et mindretal i kommissionen har foreslået 3 karensdage, må vi glæde os over, at forligsparterne har lyttet til dem og begrænset skaden. Det er til gengæld rigtig skidt, at forligsparterne lader de nyuddannede betale en stor del af gildet ved at nedsætte dagpengesatsen for dimittender”, siger Christian Sørbye Friis.

Lavere sats presser dimittender

Dimittendsatsen for nyuddannede ledige uden børn sænkes fra 82 % til 71,5 %. Dog bevarer dimittender med forsørgerpligt for børn den nuværende dimittendsats på 82 %.

En nedsættelse af dimittendsatsen til 71,5 % betyder med den nuværende dagpengesats en nedsættelse fra 678 kr. til 591 kr. om dagen. Det svarer til en nedsættelse på 1.878 kr. om måneden - fra 14.690 kr. om til 12.812 kr.

Dagpengenedsættelsen for dimittender sker dog først fra 1. januar 2017. Det samme gælder for karensdage og resten af reformen

”Vi glæder os over, at der ikke sker forringelser i dimittendsatserne her og nu – og at sparekniven går uden om nyuddannede med børn – men en så stor nedsættelse af dagpengene kommer til at gøre ondt på dimittenderne, som i forvejen er pressede på økonomien”, siger Christian Sørbye Friis.

Dagpenge er fortsat en god forsikring for dimittender

CEPOS og en række politikere har de seneste par dage argumenteret for, at dimittendsatsen var alt for høj og burde sænkes til SU-niveau. De tager helt fejl, mener Christian Sørbye Friis. 

”Dagpenge for en dimittend er stadig meget højere end SU. Det er en ’god forretning’ for de nyuddannede, hvis man kun kigger på indtægtssiden. Men man glemmer, at udgifterne stiger tilsvarende for de fleste dimittender. De skal flytte fra kollegium og betale studiegæld. Billige studierabatter forsvinder, og de skal betale mere for transport, forsikringer, fagforening, a-kasse og meget andet. Derfor skal der være en væsentlig forskel på SU og dagpenge, så tingene kan hænge sammen økonomisk for dimittenderne”, siger Christian Sørbye Friis.

Selvom der sker forringelser i dagpengene for dimittender i 2017, vil dagpengesystemet fortsat være en god investering for de nyuddannede, mener CA's direktør.

"Selvfølgelig ville det være bedre at få de nuværende 14.690 kr. om måneden i dagpenge, men den nedsatte sats på 12.812 kr. i nutidspenge vil stadig være den bedste indkomstforsikring for nyuddannede. Dér kan private forsikringsordninger ikke konkurrere", siger Christian Sørbye Friis.

Se hele aftalen her

Aftale om et tryggere dagpengesystem

Christian Sørbye Friis

Direktør i CA Karrierepartner og a-kasse
 

Ringere dagpenge kan smadre dagpengesystemet

21. oktober 2015

CA siger nej til overvejelser fra en række beskæftigelsespolitiske ordførere, der vil sænke dimittendsatsen yderligere i forhold til Dagpengekommissionens anbefalinger - for at finansiere et lavere antal karensdage.

CA's direktør Christian Sørbye Friis har i dag skrevet til beskæftigelsesminister og beskæfrigelsesordførerne, og advaret mod disse overvejelser.

Ledige: Svært at undgå karensdage

20. oktober 2015

Kun hver femte højtuddannede ledige kan finde arbejde nok til at undgå de 8 karensdage, som var omdrejningspunktet i Dagpengekommissionens anbefalinger til nyt dagpengesystem. Det sætter et voldsomt pres på de lediges økonomi. Det viser en helt ny undersøgelse om de lediges holdninger til kommissionens anbefalinger.  

Dagpengekommissionens anbefalinger

19. oktober 2015

Dagpengekommissionens anbefalinger offentliggjort mandag den 19. oktober. Læs alle anbefalingerne her.