Regionale positivliste - gratis hvis du er ledig

Det er gode nyheder, for som ledig har du ret til at vælge et af de mange spændende korte  kurser, som er på de regionale arbejdsmarkedsråds (RAR) positivlister. Det kan fx være Innovationsledelse, Kommunikation i praksis, projektledelse eller GDPR & Persondata.

Normalt kan CA’s ledige medlemmer ellers kun deltage i den slags kurser, hvis jobcentret bevilger det. Men i 2021 har du altså ret til et af de korte kurser fra positivlisten. 

Forskelligt udvalg i de forskellige regioner

Positivlisterne er forskellige for hvert regionalt arbejdsmarkedsråd, fordi de tager udgangspunkt i, hvor man mangler arbejdskraft i regionen. 

Du kan vælge et kursus fra positivlisten der gælder for det RAR-område, hvor du bor - eller fra et af de tilstødende RAR-områder. Så hvis du bor på Sjælland kan du fx også vælge kurser fra Fyns, Hovedstadens og Bornholms positivlister. 

Listerne offentliggøres to gange årligt, den 1. april og den 1. oktober. 

God ide at tjekke naboregionerne

Hvis du gerne vil på et bestemt kursus, og det ikke står på positivlisten i den RAR-region, hvor du hører til, er der god grund til også at tjekke de tilstødende regionernes positivlister.

Det kan fx være PEAK's PRINCE2-kurser, der normalt koster knap 6.000-9.000 kroner via CA+, men som du kan få betalt af det offentlige i nogle regioner, mens du i andre dele af landet kan tage andre projektleder-uddannelser.

Kan du deltage i bestemte kurser?

På positivlisterne er der links til de offentlige kurser som fx akademiuddannelserne, men ikke til de private kursusudbydere.

Når du søger efter et privat kursus på internettet, er det derfor vigtigt at du:

  • søger på den konkrete kursustitel, som fremgår på den digitale regionale positivliste
  • søger efter den varighed af kurset, som er angivet på den digitale regionale positivliste.

Vil du deltage i et kursus? 

Så henvend dig til dit jobcenter. Det er dem, der godkender om et kursus opfylder betingelserne - og det er dem, der sørger for finansieringen af kurset.  

Se positivlister for din regionale uddannelsespulje