4 ud af 10 bruger LinkedIn til rekruttering

Af Ole Strand, CA a-kasse

Stadig flere virksomheder bruger LinkedIn til at gå direkte efter de medarbejdere, som de gerne vil have. Det viser en undersøgelse, som konsulenthuset Hartmanns har lavet blandt medarbejdere og ledere.

42 % svarer ja til at deres arbejdsplads bruger LinkedIn til at rekruttere nye medarbejdere, mens 39 % svarer ja til at arbejdspladsen slår ledige stillinger op på LinkedIn.

Anne-Mette Ravn, der er administrerende direktør i Hartmanns er ikke i tvivl om, at LinkedIn har givet en helt ny metode til jobsøgning.

»Det usynlige jobmarked vokser. Oprindeligt blev en jobannonce læst i avisen, og derefter sendte man en ansøgning på papir. Det er en meget formel fremgangsmåde. Herefter kom jobportalerne på nettet, men de er også karakteriseret ved, at den enkelte selv skal gøre noget aktivt for at få nyt job,« siger Anne-Mette Ravn til business.dk.

»Med LinkedIn er det helt anderledes. Her melder alle sig ind ved at lave en profil, der giver et åbent CV med hvilke erfaringer, den enkelte har. Det bliver en database med stor gennemsigtighed, hvor det kan være nemmere og hurtigere for virksomhederne at finde dem, de gerne vil have,« siger Anne-Mette Ravn.

Vær skarp på LinkedIn

Når arbejdsgivene i stigende grad bruger LinkedIn til at finde medarbejderne, bliver det også mere vigtigt for dig, at din profil viser dig fra din bedste side. Det kan du arbejde helt bevidst med. Få gode råd og tips om, hvordan du gør dig synlig og skærper din profil på LinkedIn
Vær skarp på LinkedIn