5 gode råd, når du søger på stillingsopslag

Af Ole Strand, CA a-kasse

Hvad lægger arbejdsgiverne vægt på, når du søger på deres stillingsopslag? Det har CA spurgt 705 rekrutteringsansvarlige i private og offentlige virksomheder i 2014. 

1.    Kompetencer i CV skal matche opslaget

Arbejdsgiveren bruger kun et par minutter på at skimme CV og ansøgning, og leder først og fremmest efter de kompetencer, som matcher den profil, de leder efter. Så sørg for at målrette CV’et, så det fremhæver de kompetencer, der efterspørges i stillingsopslaget – f.eks. i et resume i starten af CV’et.  

2.    Brug tid på både CV og ansøgning

48 % af dem der rekrutterer lægger mest vægt på CV’et, 5 % lægger mest vægt på ansøgningen, mens 47 % lægger lige meget vægt på CV og ansøgning. Så gør dig umage med CV’et, men glem ikke ansøgningen i farten. CV’et er din produktbeskrivelse, men ansøgningen er dit salgsbrev.

3.    Sæt professionelt billede i CV’et

70 % af dem, der rekrutterer, foretrækker, at der er et billede i CV’et, så de får et indtryk af ansøgeren. Hvis du sætter et billede i CV’et, skal du derfor gøre dig umage med at vælge et ordentligt billede, som gør et godt indtryk. Et bøvet feriebillede, kan sende dig i nej-bunken. 

4.    Pas på med at ringe

Man hører ofte, at det er en god ide at ringe, inden du sender ansøgningen, fordi du på den måde skiller dig ud fra de andre ansøgere. Men 44 % af virksomhederne i undersøgelsen er helst fri for at blive ringet op - fordi det koster for mange ressourcer, og fordi for mange kun ringer for at profilere sig, eller fordi de har fået at vide på jobsøgningskurser, at man skal ringe. 

Kun 15 % har svaret ja, mens 41 % har svaret ved ikke. Her er holdningen i de uddybende kommentarer, at det er okay at ringe, hvis man har noget relevant at spørge om: Noget der kan kvalificere ansøgningen eller, hvis der er behov for uddybning af stillingsopslag. Ellers skal man hellere lade være. Så pas på. En opringning kan også skille dig negativt ud som en tidsrøver.

5.    Vent ikke med ansøgningen til sidste øjeblik

Send ansøgningen hurtigt efter jobbet er opslået. Mange virksomheder indkalder løbende, og dine chancer for at trænge igennem forringes, jo senere du søger. 

Læs også hurtig ansøgning øger jobchancerne

Kilde – rekrutteringsundersøgelse 2014 fra CA Karrierepartner og A-kasse


Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks om ansøgning >


 

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.