5 gode råd til jobsøgning under Corona-krisen

DecorativeHvordan griber du jobsøgningen an i en tid med flere ledige og færre jobs - og med en Corona-krise oveni.  

Her får du 5 gode råd fra Christian Kauman, der er karriererådgiver i CA.  

1. Hold fokus på det 2/3 fyldte glas

Ledigheden stiger markant og mange virksomheder kæmper for at overleve. Selv statens Styrelse for Arbejdsmarked og Rekruttering har suspenderet kravene til lediges jobsøgning, så man kan nemt få det indtryk, at arbejdsmarkedet er helt i dvale. Helt så sort ser det dog ikke ud.  

Lige før Danmark blev lukket ned, var der 30.000 ledige stllinger på Jobindex. Derfter faldt antallet af stillinger til omkring 18.000 og har siden stabiliseret sig omkring 20-22.000  ledige stillinger. 

Det er bestemt et voldsomt fald, men det er værd at huske at glasset stadig er 2/3 fyldt. Der er stadig over 20.000 ledige stillinger, mener Christian Kauman.

”Lad være med at fokusere på de negative udviklinger, og hold i stedet øje med de virksomheder og brancher, hvor der stadig er noget at lave – eller decideret fremgang. Mens nogle brancher er lukket helt ned, er der andre brancher, som har fået rigtig travlt under Corona-krisen”, siger Christian Kauman. 

2. Vær fleksibel i forhold til drømmejobbet

Selvom der stadig er en del job at søge, har Corona-krisen i den grad vendt op og ned på arbejdsmarkedet. Derfor er det ikke sikkert, at de ledige stillinger lige matcher det drømmejob, man allerhelst ville have.

”Krisetid er kompromisets tid. Hvis du fx gerne vil arbejde i oplevelsesbranchen, er det småt med job for tiden. Så der er du nok nødt til at skifte mål i hvert fald i en periode”, siger Christian Kauman.

Hvis drømmejobbet ikke er der, så søg i stedet de job, der kan give dig de kompetencer, som kan kvalificere dig til drømmejobbet, mener han.  

”Lad være med at låse dig for meget fast på det, du gerne vil, hvis det ikke kan lade sig gøre lige nu. Ellers kan du bruge lange tid på at sidde og vente, mens andre får de job, der giver dig bedre kort på hånden”, siger Christian Kauman.  

3. Undgå at komme bagud på point

Når beskæftigelsesindsatsen er suspenderet og alle krav til de ledige er droppet, kan det være fristende at sætte jobsøgningen på pause, stikke hovedet under den mentale dyne og vente på bedre tider, men den strategi er farlig, mener Christian Kaumann.

”Hvis du stopper med at løbe, og de andre løber videre, så har du på forhånd meldt dig ud af konkurrencen om de relevante job, der nu engang er. Og du kommer også bagud på point i forhold til de job, der kommer efter Corona-krisen. Når arbejdsgiveren spørger, hvad du brugte tiden under krisen til, er der pluspoint for jobsøgning og minuspoint for netflix og sofasurfing”, siger Christian Kauman.

4. Hold dig i synsfeltet

Hvis du ikke kan finde nogle relevante job at søge, kan du stadig være aktiv og holde dig i synsfeltet hos kommende arbejdsgivere, mener Christian Kauman.

”Det er ikke nu man skal søge i hotelbranchen, men derfor kan man jo godt forfølge sin drøm. Send dit CV og skriv, om I ikke skal have et virtuelt kaffemøde, eller et møde face-to-face, når vi er på den anden side af krisen. Så har du lagt nogle spor ud, som du kan følge op på senere”, anbefaler Christian Kaumann.  

5. Øv dig på den digitale ansættelsesproces

Corona eller ej. Der skal stadig ansættes folk, og når man kun i begrænset omfang må mødes fysisk, bliver processen digital i stedet. Samtalerne foregår langt henad vejen som videosamtaler. Ofte er det kun den sidste afgørende samtale, som holdes fysisk – men med passende afstand.

Men videosamtaler foregår på andre præmisser end de fysiske samtaler og det skal du være forberedt på, så du ikke falder igennem, mener Christian Kauman.

”En normal samtale foregår hos virksomheden. Men ved videosamtaler får intervieweren også indblik i dit hjem, så tænk over, hvilke signaler rummet omkring dig sender. Rod er no-go. Det behøver ikke være en hvid væg, men det er vigtigt, at rummet udstråler ordentlighed og at baggrunden ikke tager opmærksomheden fra dig og samtalen”, siger Christian Kauman.

Han anbefaler også, at prøve teknikken af på forhånd.

”Sørg for at være bekendt med den videoplatform, der benyttes, så du ikke famler dig frem, når samtalen begynder.  Test mikrofon og højtaler og sørg for at der er fuld strøm på batteriet. Log på i god tid, så du ikke  ’kommer for sent til samtalen’. Det lyder banalt, men det vil da være for surt, at gå glip af jobbet, fordi du ikke har styr på teknikken”, siger Christian Kauman.


Bonus-info:  Hold dig fagligt orienteret

En positiv sideeffekt af, at man ikke kan mødes fysisk under Corona-krisen, er, at mange virksomheder laver masser af nyt, godt og gratis digitalt indhold som en ny måde at få kunderne i tale.

”Der er masser af guld derude, kurser, webinarer, og e-bøger fx på Linkedin, så brug tiden under krisen til at blive opdateret fagligt”, siger Christian Kauman.

Download Jobbet er dit

Decorative

Med CA's håndbog "Jobbet er dit" får du fornyet inspiration og samtidig en række øvelser og gode råd, så du står stærkere i din jobsøgning. Brug bogen, når du fx skal skrive en ansøgning eller skal til jobsamtale.