Fodboldklog på ledelse

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent, CA karrierepartner og a-kasse

Mere fodbold til lederne. Erhvervsledere kan lære af fodboldens toptrænere, mener forfatterne bag ledelsesbogen Management by Football.

Gyldne Fodboldanekdoter om for eksempel Manchester United, Allan Simonsen og David Beckham kan lære danske erhvervsledere en masse om ledelse. Fodboldvinklen på ledelse er ikke bare en gimmick. Der er mange ligheder mellem toptrænere og erhvervsledere, mener Daniel Kim Soren, der er Director of Business Development i Bark Copenhagen A/S, og en af de tre forfattere til bogen Management by Football.   

"Klubfodbold på topplan er verdens mest konkurrenceprægede industri. Mange virksomhedsledere kan tage ved lære af toptrænerne, som skal levere meget håndgribelige resultater. Træneren arbejder under et intenst pres, og hvis han ikke leverer varen, er det kritisk – så venter fyresedlen", siger Daniel Kim Soren.

Eller som det lidt provokerende udtrykkes i bogen: "Hvis erhvervsledere skulle fungere på samme betingelser som cheftrænere i topfodbold, ville deres hold høre hjemme i 2. division".

Gå efter guldet

20. september 1995 spillede Manchester United på hjemmebane mod 2. divisionsholdetYork City i den engelske Coca-Cola Cup. Det var David mod Goliat, og David – York City - vandt sensationelt 0-3.

"Nogle gange i erhvervslivet tænker vi på forhånd åh-nej, her er konkurrencen for hård. Det kan ikke lade sig gøre. Sådan er det ikke i fodbold, der spiller man altid for sin chance, uanset hvem der er modstanderen", siger Daniel Kim Soren.

Det kan erhvervsledere lære rigtig meget af, for man vinder ikke kampe i fodbold eller i erhvervslivet ved at acceptere at middelmådige resultater er i orden.

"Som træner er du nødt til at tro på, at du kan gøre det umulige og sætte høje mål for at vinde. Hvis du som leder kun satser påat gøre det 10 % bedre, så når du nok heller ikke meget mere end det. Til gengæld bliver du snart indhentet og overhalet af dem, som tør. Så sæt barren højere og gå efter guldet", siger Daniel Kim Soren.

Styr talenterne i anden række

I 1977 blev Allan Simonsen valgt som årets spiller i Europa foran Kevin Keegan på andenpladsen. Men starten på det internationale eventyr var mere ydmyg. Allan Simonsen kom fra Vejle til Borussia München-Gladbach i december 1972. Det næste 1½ år tilbragte han stort set alle kampe på bænken, før han slog igennem.

"Allan Simonsen kom fra Danmark som en stor kanon. I Tyskland var han bare en ung spiller under udvikling. Han skulle hærdes, før han kunne klare sig i den benhårde tyske bundesliga. Fodboldtrænere er meget bevidste om, hvad de har af talenter i klubben. Hvem er første valg til pladsen, hvem er nr. 2, hvem af de unge skal vi udvikle på? Hvilke pladser skal vi hente ind udefra?", siger en anden af bogens forfattere, Peter Boris Kreilgaard, der er marketing group manager.

Netop talentstyringen er en vigtig lederkompetence, mener Peter Boris Kreilgaard.

"Lederen skal have tjek på sit medarbejderteam, og på dem, der står i anden række. Hvis førstevalget forsvinder til et andet job, skal han kunne pinpointe talenterne og udvikle eller købe dem, så de kan træde ind.

Det foregår ikke så mange steder endnu. Men det sker for eksempel i Statoil, hvor jeg er ansat. Ved udviklingssamtalen skal jeg pege på, hvem der kunne udfylde min plads og mit job, hvis jeg stoppede", siger Peter Boris Kreilgaard.

"Som virksomhed skal man stille sig selv spørgsmålet: Er vi Chelsea, der køber sig til de gode kræfter, eller er vi Manchester United, der i højere grad selv udvikler talenter fra bunden?", siger Peter Boris Kreilgaard, og suppleres af Daniel Kim Soren:

"I en mindre virksomhed giver det ofte sig selv. Der er sjældent råd til at købe de dyre guldfugle. Så må man selv spotte talenterne og udvikle dem".

Identificér de vigtigste dødboldsituationer

Old Trafford, 6. oktober 2001: Grækenland fører 2-1, da England får frispark i dommerens overtid omkring 30 meter fra det græske mål. England skal have uafgjort for at kvalificere sig til VM. David Beckham går roligt til bolden, tager tilløb og sender et perfekt skruet skud op i hjørnet bag den græske målmand, som ikke når at kaste sig efter bolden. 2-2 og England er videre til VM-slutrunden i Japan og Sydkorea. 

"Op mod 50% af alle mål i de store turneringer bliver scoret i dødboldsituationer. De har en kæmpe betydning for resultaterne i topfodbold, og derfor indøves forskellige varianter igen og igen under lukkede træninger, så modstanderen ikke kan forberede sig på dem", siger Daniel Kim Soren.

Trænerne har identificeret de vigtige dødboldsituationer og indøvet dem med spillerne. På samme måde kan lederen forberede sine medarbejdere på vigtige dødboldsituationer i erhvervslivet. I en dødboldsituation er spillet afbrudt. Bolden ligger stille og skal sættes i spil af det ene hold, som dermed får initiativet. På fodboldbanen kan det være frispark. I erhvervslivet kan det f.eks. være ny lovgivning, prisstigninger på olie, eller andet som ændrer dine branchevilkår.

"Forbered jer på de sandsynlige dødboldsituationer, som I bør kunne reagere på. Hvad gør vi, hvis den største kunde lukker, eller hvis der kommer en orkan, der rammer vores marked i USA? Flere scenarier kan dækkes af den samme plan. Jo mere, du kan samle under samme hat, jo bedre, for jo flere situationer dækker den", siger Daniel Kim Soren.

Da orkanen Katrina ramte i New Orleans, havde den amerikanske virksomhed Home-Depot forberedt sig grundigt.

"HomeDepot havde ikke forberedt sig specielt på Katrina, men havde en generel plan for, hvad der skulle gøres, hvis infrastrukturen brød sammen. Så der var en plan for, at skaffe nødgeneratorer, mad, husning af medarbejdere og beskyttelse af forretningerne. De havde alt parat fire dage før stormen, og var oppe og køre med næsten fuld produktion i løbet af nogle få dage, mens det tog lang tid for konkurrenterne at komme igen", slutter Daniel Kim Soren.

Management by Football

Professionelle fodboldtrænere arbejder i en af verdens hårdeste brancher. Forfatterne bag Management by football har analyseret sig frem til 32 adfærdstræk, som er fælles for toptrænerne og samlet dem til 10 stærke ledelseskompetencer.

  1. Gå efter guldet
  2. Forklar 'hvorfor'
  3. Gør strategi til adfærd
  4. Gør din strategi fleksibel
  5. Brug intuition og find de rigtige mennesker til jobbet
  6. Styr talenterne fra anden række
  7. Skab træningsritualer
  8. Sæt andre i stand til at løse problemer
  9. Kend din modstander
  10. Identificer de essentielle dødboldsituationer

Test dine fodbold-lederkompetencer på www.management-by-football.com