Hvad er din akilleshæl som leder?

Af Pia Markersen og Pernile Melsted - www.lederlys.dk + pernillemelsted.com

Vi har alle sammen ​– også ledere – skyggesider.

Det vil sige egenskaber, vi ikke kan – eller vil – identificere os med, fx hensynsløs, skrap, dominerende, svag, blødsøden eller ubeslutsom.

Skyggerne spænder ben i vores liv – og også i lederskabet. 

Et eksempel fra filmens verden er Miranda Priestly i 'The devil wears Prada' - spillet af Meryl Streep. Hun er fx arketypen på den iskolde boss. Den barske, nådesløse og uempatiske type.
 
Hvis vi er bange for at vise svaghed, kan hun blive den persona, vi iklæder os, når vi går på arbejde.
 
Hvis vi for enhver pris IKKE vil være ligesom hende, kan vi risikere at blive for bløde, for vage, for familiære, for forstående. 
Intet af det er optimalt.
 
For at være gode ledere, skal vi have adgang til HELE os selv
 
I nogle ledelsessituationer er det godt og rigtigt at kunne kanalisere sin indre Miranda Priestly. I andre ledelsessituationer, er det godt og rigtigt ikke at gøre det.

Ved du hvad din ledelsesmæssige akilleshæl er?

(Ingen skam, alle ledere har en. Alle mennesker har en)

  • Er du en lidt for barsk leder?
  • Er du ofte lidt for vag?
  • Lukker du helst øjnene for "personalefnidder" og håber det ordner sig?
  • Bliver du for hurtigt vred eller irriteret?
  • Sluger du al vrede og frustration i håbet om at skabe et velfungerende team, hvor alle er glade?
  • Undgår du konflikter?
  • Har du svært ved at konfrontere medarbejdere med dårlig opførsel?

Refleksion:

  • Når du læser listen ovenfor, hvilken ledelsesmæssige akilleshæl tænker du så, at  du måske har?

Din personlige akilleshæl afslører din skygge (eller i hvert fald én skyggeside)

Skyggesiden er det, du enten godt ved, at du er, men helst ikke vil opfattes som (fx 'konfliktsky') eller den egenskab, du løber væk fra som leder (fx 'svag', hvis du generelt er ret kontant). 

Det er afgørende for dit lederskab, at du er bevidst om, hvilke skyggesider, der driver dig.

 

 

 

Om Pia og Pernille

Pernille Melsted er ekspert i skygger og er foredragsholder, kursusleder og forfatter til to bøger om skyggen. Pernille er en af kun tre personer på verdensplan, som er certificeret til at lede Debbie Fords anerkendte Shadow Process Workshop og underviser desuden på sin egen Shadow Facilitator uddannelse.

Læs mere om Pernille Melsted her

Hent Pernilles 16-siders gratis skyggeguide her

Pia Markersen er specialist i at gøre de svære samtaler lettere for ledere. Hun holder kurser og foredrag og er personlig sparringspartner for især kvindelige ledere. Pia er desuden forfatter til bogen ”Tør du være leder?” og har som en af de første i Danmark kombineret skyggearbejde med ledelse.

Få tilsendt et gratis kapitel fra bogen her

Du kan læse mere om Pia Markersen her