Jobsøgning i sommerperioden – tid til at være kreativ!

Af Lars Ulrik Jeppesen, karriererådgiver, CA

Hvad gør du, når der er færre jobs at søge end normalt? Ved CV- og rådighedssamtalerne møder jeg mange jobsøgende, som er bekymrede for, om der er jobs nok at søge i sommerferien. Så hvis Danmark går på ferie, hvorfor så ikke også gøre det som jobsøgende?

Det kan ikke bestrides, at antallet af jobannoncer dykker i løbet af sommerperioden.

Jobportalen jobindex.dk fører statistik over bevægelser i antallet af jobannoncer i løbet af året, og den viser tydeligt, at juli-august og tiden op til jul og omkring nytår er de sløve perioder, hvor mange er på ferie, og antallet af opslåede annoncer falder betragteligt.

Jobindex: Fald i stillingsopslag i sommerferien

Jobindex' index for antallet af opslåede jobs på årsbasis.

Men lad det nu ikke blive en sovepude og en dårlig undskyldning for at tage en slapper og bare nyde solen hele dagen.

Brug i stedet tiden på at se på andre strategier i din jobsøgning. Benyt dig af den oplagte chance for at komme i dialog med dine potentielle arbejdsgivere – med andre ord:

KOM NU I GANG MED ALTERNATIVE TILGANGE TIL DIN JOBSØGNING!

Uopfordret jobsøgning – kan det overhovedet betale sig?

Uopfordrede ansøgninger, proaktiv jobsøgning, researchbaseret jobsøgning…

Alt for mange taler om det, og alt for få gør noget ved sagen. Så brug sommeren til at komme på hold med dem, der tager jobsøgningen og researchen i egen hånd og får nogle af alle de jobs, der ALDRIG slås op!

Når du søger uopfordret, er det vigtigt, at du sætter dig ordentligt ind i de muligheder, der er for dig i den pågældende virksomhed. Du skal være meget præcis i din henvendelse mht., hvad dine jobønsker er, og hvad du kan tilbyde virksomheden af erfaringer og kompetencer. Og så skal du være knivskarp til at beskrive dine spidskompetencer!

Fordelen ved at søge uopfordret er, at du er i gang med at skræddersy din stilling og dermed synliggør nogle behov, som virksomheden endnu ikke har tænkt over, at den har eller kommer til at få.

Du kan komme foran i køen, så du har et forspring, når andre søger opfordret. Endelig er det en billigere måde at rekruttere på end ved hjælp af stillingsopslag, så du hjælper rent faktisk virksomheden med at spare penge på rekrutteringskontoen.

Det er god timing at søge uopfordret i sommerperioden

Når der nu er færre annoncerede jobs i sommerperioden, kan timingen næsten ikke være bedre til at få sendt et par uopfordrede ansøgninger af sted. Så har du gjort forarbejdet og sat en række "skibe i søen", som du kan følge op på efter sommerferien. Måske rammer du endda de virksomheder, som skal til at lave stillingsopslag efter ferien.

Hvordan skal du gribe processen an?

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man så skal gribe den uopfordrede ansøgning an. Er det godt nok bare at sende flere ens e-mails ud til de virksomheder, hvor man gerne vil komme i betragtning? Til det kan jeg kun sige nej, jeg tror ikke på den tilgang. Den virker ikke, medmindre man er usandsynlig heldig!

Til gengæld tror jeg på en gennemarbejdet proces, der består af:

  • At lave grundresearch
  • At sende et gennemarbejdet CV og en veldrejet ansøgning af sted

Opfølgning, opfølgning, opfølgning!

Tag din research alvorligt!
Researchen er grundstammen i søgeprocessen. Da du ikke har et stillingsopslag at reflektere på, skal du bruge researchen til at indsamle tilstrækkelig mange oplysninger til, at du kan sende en målrettet ansøgning af sted.

Målgruppen er afdelingschefen
Medmindre du søger ansættelse i HR-afdelingen, er det "et selvmål" at kontakte HR. Du skal have fat i chefen for den afdeling, du vil ansættes i.

Telefonresearchen
Da du ikke bare skal sende ligegyldige e-mails af sted, er der kun telefonen tilbage. Forbered dig på at gennemføre en kort interview-samtale med din potentielle chef, udarbejd en kort spørgeguide med 5-8 spørgsmål, du vil stille til ham eller hende, som hvis du skulle gennemføre noget feltresearch. Forbered dig også på, hvad du vil fortælle om dig selv, dine spidskompetencer, hvad dine styrker er, hvad du gerne vil arbejde med, og hvad du kan bidrage med i stillingen.

Bevar kontrol og initiativ
Når du vælger at søge job uopfordret, er det i princippet en brandingproces og et pro-aktivt salgsarbejde, du har igangsat, med dig selv som produktet. Den gyldne regel i proaktivt salgsarbejde er: Giv ALDRIG initiativet fra dig! Derfor bør du afslutte samtalen med din potentielle kommende chef med at få afklaret, hvad det næste skridt er. Hvis det er at sende et superskarpt CV og en motiveret ansøgning til vedkommende, så afklar, hvornår han eller hun får tid til at læse det. Og afslut samtalen med at sige, at har du ikke hørt fra ham eller hende inden for den udmeldte periode, så kontakter du vedkommende igen. Når det er accepteret, har du fået tilladelse til at tage kontakt igen – og du har bevaret kontrollen over jobsøgningsprocessen.

Opfølgning
Husk at følge op på dine henvendelser. Hvis du har sagt, at du følger op efter den aftalte periode, og du så ikke gør det, kommer du til at virke useriøs og uprofessionel, og du har spildt både din og chefens tid. Så OPFØLGNING-OPFØLGNING-OPFØLGNING!

Tag på roadshow i sommeren med dit CV og dine uopfordrede ansøgninger

Din kommende chef har altså mindre travlt i sommerperioden, så hvorfor benytter du dig ikke af det?

Vedkommende sidder nok ikke og triller tommelfingre, men har ofte mere tid end ellers. Og hvis chefen ikke er taget på ferie, har du chancen – tag ud og se, om du kan mødes med ham eller hende, og få en kort snak.

Da der er mange, som tager på ferie i juli måned, er det netop her, der lægges planer, ryddes op i bunkerne, arbejdes på projekter etc. Det er dermed en enestående chance for dig til at kickstarte din uopfordrede søgeproces og tage på virksomhedsbesøg.

Forbered dit roadshow

Præcisér dit CV
Arbejd yderligere med dit CV, og få det målrettet til de virksomheder, du gerne vil besøge. Hvilke arbejdsopgaver, resultater og kompetencer vil du fremhæve?

Lav en besøgsliste
Udarbejd en liste over de virksomheder, du vil besøge, og find ud af, hvem du skal tale med (HUSK! Altid afdelingschefen).

Lav research på dine fokuspersoner
Brug LinkedIn eller andre netværk til at sætte dig ind i, hvad det er for nogle mennesker.

Er din spørgeguide på plads?
Forbered dig på, hvilke spørgsmål, du vil stille vedkommende, hvis I skal have en kop kaffe.

Er dit følgebrev til CV’et på plads?
Kan du ikke få lov til at møde vedkommende, så hav en kort motiveret ansøgning klar, som du kan aflevere som følgebrev til dit CV.

Få styr på fokuspersonernes planer
Er de ikke til stede, når du besøger virksomheden, så få besked om, hvornår de er tilbage "på pinden".

Forbered din elevatortale
Hvad vil du fortælle om dig selv, de opgaver du gerne vil arbejde med hos virksomheden, dine erfaringer og dine kerne-kompetencer?

Opfølgning
Uanset om du er kommet til en kort samtale eller ej, så følg op på dine henvendelser, og få lavet aftale om dit næste skridt!

God uopfordret jobsøgning – god jagt på dit roadshow – god sommer!