Når introverte er bedre til at netværke end ekstroverte

Af Lykke Jeppesen

Vi hører det ofte: Jeg er introvert, så jeg er ikke særlig god til at netværke. Det passer ikke. Introverte kan sagtens blive gode netværkere – også bedre end ekstroverte.

Introverte skal huske på, at hvorvidt man er overvejende introvert eller ekstrovert handler om ens præference. En præference er noget, man er født med. Det er altså et spørgsmål om, at man umiddelbart foretrækker situationer og adfærd, som tilgodeser ens præference.

Men at foretrække er ikke lig med at kunne noget. At man er introvert er altså ikke ens betydende med, at man er dårlig til at netværke, eller at man ikke kan blive dygtig til det.

Om man er dygtig til noget handler om kompetencer! Du kan ikke ændre på din præference for introversion, men du kan ændre på dine kompetencer, og arbejde på at udvikle dem så du bliver dygtig til at netværke på trods af din præference for introversion.

Træn dine kompetencer til at netværke

Det handler altså om at træne de værktøjer og kompetencer du har brug for, for at kunne netværke godt til møder og konferencer - eller performe godt til jobsamtalen.

Øv dig i pitche dig selv, stille gode spørgsmål, og sætte dig nogle mål, så du i højere grad kan arbejde på at rette din adfærd og indsats imod det, du gerne vil opnå.

Derudover kan du lægge en strategi for din deltagelse i netværksammenhænge, som tilgodeser din præference.

Fx er det for mange introverte uoverskueligt at brage ind i fremmede mennesker med en elevatortale. I stedet kan du vælge en strategi, hvor du går mere spørgende til værks, så du hurtigere får skabt en situation hvor du føler dig tryg. Introverte brænder især igennem, når de får startet en dialog, hvor de føler sig tilpas.

Introverte tænker sig godt om og observerer måske længere end ekstroverte, før de byder ind med deres indspark i en samtale. Til gengæld kan det være mere velovervejet. Så forbered dig godt på forhånd og udform nogle spørgsmål hjemmefra, før du skal deltage i noget, du umiddelbart synes er grænseoverskridende - det kunne være et netværksmøde, et social arrangement eller som ny deltager i en studiegruppe.

Introverte forbereder sig bedre

Netop at forberede sig godt er noget, som introverte i højere grad end ekstroverte gør. Ekstroverte læner sig op af deres frie kommunikation og "winger den" i højere grad end introverte.

Nogen gange går den, andre gange bliver det en total fiasko! På det punkt har du som introvert en stor fordel; du forbereder dig godt, og det giver afkast i det lange løb!

gode råd til at netværke bedre som introvert:

  1. Forbered dig mental på at netværke. Erkendt at det kræver mere energi af dig som introvert, fordi du pr. definition lader dine batterier op i dit eget selskab.
     
  2. Fokuser på dine styrker. Du er som introvert enormt dygtig til at lytte, spørge og byde ind med velovervejede indspark til en samtale. Udnyt det til din fordel ved at stille uddybende spørgsmål der viser din interesse og nysgerrighed i et andet menneske. Det skaber stærke relationer.
     
  3. Forbered din elevatortale hjemmefra. Sig den højt mange gange. Måske også til en ven. Øv dig i øjenkontakt og et åbent kropssprog.
     
  4. Forbered nogle ice-breaker spørgsmål, som får samtalen i gang. "Hvor kommer du fra?" "Hvad laver du til daglig?" "Hvorfor er du her i dag?".