Sådan efterlyste jeg min chef på LinkedIn - og fik drømmejobbet

Af Ole Strand, kommunikationskonsulent i CA

Vejen til Sannes nye job i Scantool gik over gamle stillingsopslag på Jobindex, en bevidst LinkedIn-strategi og en efterlysning af hendes kommende chef.

Sanne Maria Hostrup Hansen har altid gemt spændende stillingsopslag – både når hun var i job og som ledig.

Jobindex som arkiv til uopfordrede ansøgninger

Som ledig holdt Sanne øje med mange typer stillingsopslag på Jobindex – selvfølgelig for at finde relevante job – men også for at søge uopfordret hos virksomheder, der så interessante ud – men manglede en marketing-profil som hende.    

”Jeg gemte opslag fra virksomheder, hvor jeg kan se, at jeg med mine kompetencer kan gøre en forskel. Det er ikke sådan, at jeg altid søgte job der lige med det samme, men så lå de og ventede på, at jeg fik tid til at kigge på dem”, siger Sanne Maria Hostrup Hansen.   

Stillingsopslag kan gemmes på en liste i Jobindex, og det var den liste, som Sanne tog udganspunkt i, da hun lagde en plan for uopfordrede ansøgninger.

Skrev uopfordret til Scantool

Sanne havde gemt et stillingsopslag fra Scantool i sit Jobindex-arkiv. Det var et af de job, hvor jobbet lå helt uden for Sannes fagområde, men hvor virksomheden var interessant – og efter Sannes opfattelse godt kunne bruge hendes kompetencer.

”Da jeg fandt opslaget fra Scantool frem, gik jeg i gang med at finde ud af, om jeg havde nogen forbindelse dem. Det viste sig, at jeg kendte ham, der havde fået jobbet hos Scantool. Vi skrev lidt frem og tilbage for at finde ud af, hvordan jeg kunne komme i kontakt med rette vedkommende”,

Derefter skrev Sanne uopfordret til den chef, hun gerne ville arbejde for i foråret og spurgte til et kaffemøde og skrev igen et par måneder senere – men uden at det gav resultat.

”Det er jo udfordringen med uopfordrede ansøgninger og kaffemøder, at de måske ikke lige passer ind i modtagerens planer. Jeg var faktisk ved at skrive igen i efteråret, da han nåede at komme mig i forkøbet og invitere mig til en samtale”, siger Sanne Maria Hostrup Hansen.  

Sannes efterlysning af sin chef set af 36.000

Årsagen til chefens opringning var et LinkedIn-opslag fra Sanne, som var gået viralt - og som var blevet set af flere Scantool-medarbejdere, som havde vist det til chefen.   

Som led i den uopfordrede jobsøgning, havde Sanne lavet en LinkedIn-strategi for at brande sig selv (se nedenfor). Som en del af strategien lavede Sanne et opslag med en wanted-plakat og følgende indledning: 

”HAR DU SET MIN CHEF?  Jeg har søgt alle mulige og umulige steder efter min kommende chef, men han er som sunket i jorden! Måske ved du, hvor han er? I så fald, må du meget gerne bede ham ringe til mig på: xxxx xxxx - hurtigst muligt”.

Se hele opslaget her

Opslaget gik hurtigt viralt. Det blev delt af mange, fik mange likes og kommentarer, og er blevet set af mere end 36.000 brugere på LinkedIn.

Chefen blev fundet – hos Scantool

Selvom opslaget var populært, og Sanne fik mange positive kommentarer, var der ikke mange chefer, der ringede for at få Sanne til samtale.

”Men det er i sig selv fuldstændig lige meget, for jeg fik blandt andet dén vigtigste henvendelse fra chefen hos Scantools. Opslaget blev nemlig set af min kontakt hos Scantools, som skubbede til direktøren endnu engang, og sagde, at nu skulle han nok tage at skynde sig inden, jeg blev nappet af en anden”, siger Sanne Maria Hostrup Hansen.

Og så kom Sanne til samtale og fik overbevist chefen om, at de godt kunne bruge en marketingprofil i Scantool, hvor hun startede som marketing-assistent den 1. oktober 2017.

OBS: Sannes opslag var knaldgodt - men kopier det ikke bare ukritisk

På de sociale medier deler folk det nye og det originale. Ikke copy-cat-opslag. Så find ud af, hvordan du selv bedst skiller dig ud med dine opslag på de sociale medier. 

Sannes strategi for personlig branding på LinkedIn – i fire punkter: 

  1. Begynd at kommentere på andres opslag. Gør det grundigt, så du efterlader et positivt indtryk.
     
  2. Lad være med alene at fokusere på, at du er jobsøgende. LinkedIn er til tider ved at drukne i ens opslag af forskellig art om, at der er nogen, der mangler job. Ingen gider rigtig at læse disse opslag, medmindre de selv er jobsøgende og kan ’name-droppe’ en masse navne.  Grundlæggende er min holdning, at mange af disse opslag er kedelige, ens og så har de alt for meget fokus på egne ønsker og behov. 
     
  3. Tænk ud af boksen når du laver opslag! Skil dig ud, vær dig selv, og skab værdi for modtageren. 
     
  4. Skriv artikler!  Jeg læste en artikel om, hvordan de bedste på LinkedIn holder sig synlige. De skriver artikler! Artikler om hvad de går og laver. Eksempelvis skrev jeg en artikel om, at jeg var til ’Work Away’ hos Bigum&Co. Jeg forklarede konceptet og kom så med mit perspektiv i forhold til min faglighed inden for markedsføring. Min plan var desuden både nu og i fremtiden at skrive aktuelle artikler om mit fag. Artikler der stiller spørgsmål, og som forhåbentlig kan skabe debat. Men også artikler, hvor jeg kan komme ud med min viden og erfaring inden for forskellige områder af marketing – meget gerne med en ’ekspert’ fra mit netværk til at bakke mig op.  

CA-netværk på LinkedIn

CA's LinkedIn-gruppe har flere end 6.500 medlemmer. Du kan se jobopslag, netværke med andre CA-medlemmer og følge med i CA's medlemstilbud. CA har også en række fagligt målrettede LinkedIn-grupper - om HR, iværksætteri, økonomi, salg & marketing og jobsøgning - som du kan melde dig til.