Skriv den skarpe uopfordrede ansøgning

af Sanne Juel - karriererådgiver i CA

Fordelene ved uopfordrede ansøgninger er, at man ikke har de 50-100 øvrige konkurrenter, som der tit er til opslåede stillinger. Desuden er der en økonomisk gevinst for firmaer ved at modtage uopfordrede ansøgninger, idet de kan være heldige og spare alle rekrutteringsomkostninger.

Forberedelse

Hvilken branche vil du søge indenfor?

Undersøg det pågældende firma (få evt. tilsendt brochurer), spørg rundt i dit netværk.

Ring gerne til firmaet, du søger hos (personaleafdelingen), og hør om det i første omgang er umagen værd at sende en ansøgning. Stil konkrete spørgsmål til deres nuværende behov? Hvordan foretrækker virksomheden at modtage ansøgninger?


Læs også: Hvordan skriver du et godt CV?


Målret de uopfordrede ansøgninger

Vær så præcis som muligt i din skriftlige henvendelse. Fortæl hvad du kan og vil. Hvilke problemer ville du kunne løse for dem? Hvad er dine spidskompetencer?
Tænk på hvilke opgaver du kan lave for dem inden for hvilke arbejdsområder, og hvordan er du dine penge værd?

Riffel eller haglgevær

  • Riffelmetoden
    Her skyder du målrettet mod en specifik virksomhed og en specifik type stilling
  • Haglgeværsmetoden
    Her er sigtekornet bredere, og du kan sende din uopfordrede ansøgning ud til mange typer virksomheder

Læs også: De 10 dræberspørgsmål til jobsamtalen eller en af de mange andre artikler om at forberede dig på jobsamtalen


Sådan skriver du en god uopfordret ansøgning...

  • Firmanavn og adresse (+ dato)
    Stav alt korrekt. Firma navn og kontaktperson. Vær sikker på, at du sender til den ansvarlige person i firmaet.
  • Fangende overskrift
    Sælg dig selv på en linje. Vær meget kreativ og se, om du kan lave en fangende overskrift, der adskiller sig fra "vedr. uopfordret ansøgning", således at der bliver lagt mærke til dig fra start. Nævn eventuelt din største styrke allerede her.
  • Motivation for at søge
    Hvad er din passion? Hvad motiverer dig lige præcis for at søge denne virksomhed? Hvorfor skal de overhovedet læse videre i din ansøgning? Fortæl hurtigt og klart, hvad du kan og vil, og hvad der driver dig. Hvor kan du gøre en positiv forskel i virksomheden?
  • Hvad kan du løse for virksomheden?
    Hvad er det du kan? Hvordan kan du løse opgaver. Hvilken viden og energi kommer du med? Hvad har du lyst til at arbejde med? Tænk fleksibilitet ind i din ansøgning. Hvis du er interesseret i vikarjob eller deltidsstillinger så skriv, at du er åben inden for disse områder. Hvis du kan tiltræde med kort varsel, så skriv det på.
  • Faglig og erfaringsmæssig baggrund
    Her gælder det om at sælge dig selv kort og godt. Opstil gerne i punktform. Nævn din faglige baggrund og din erfaringsmæssige baggrund. Har du et godt eksempel fra din hverdag hvor du har været en succes, så beskriv det på max. to linjer. Historier er med til at skabe kontakt og genkendelighed.
  • Personlighed
    Hvad er dine spidskompetencer som menneske? Hvordan arbejder du sammen med andre, og hvilken type er du? Brug gerne bullet points og hold det på 3-4 linier.
  • Afslutning
    Besvar selv spørgsmålet: "Hvorfor skulle vi ansætte dig?" Gentag lidt din indledning blot med andre ord. "Slå med halen" og vær din egen største fan, uden at virke ophøjet eller arrogant. Sig det bedste om dig selv, som du ved, du kan stå inde for. Husk ansøgningen er maks. en side. Layoutet er overskueligt, nemt tilgængeligt og materialet er selvfølgelig præsentabelt.

Enhver, som kan overbevise virksomheden om, at man indtjener flere penge end man koster, bliver ansat.


Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.


Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks om ansøgning >

Læs mere om CA karrierepartner og a-kasse