Skriv en god motiveret ansøgning

Af Lars Ulrik Jeppesen, karriererådgiver, CA karrierepartner og a-kasse

Alle eksperter siger det: CV’et er meget vigtigere end ansøgningen. Det er den, der skiller fårene fra bukkene, fordi CV’et giver det hurtige overblik over, hvem ansøgerne er, og hvad de kan.

Så hvorfor skal du så bruge kræfter på at skrive en motiveret ansøgning? Bliver den overhovedet læst?

Det korte svar er ”Nej, ofte bliver de ikke læst!” Men fra tid til anden bliver de – specielt hvis du formår at gøre dem spændende nok at læse og ellers tilfører virksomheden noget ny viden.

Sælg dig selv i din motiverede ansøgning

At skrive en motiveret ansøgning handler 100 procent om salg og marketing! I et foredrag, jeg overværede for ikke så længe siden, oplevede jeg en rådgiver, der sagde det meget rammende: ”Det var først, da jeg begyndte at se på mig selv som et produkt eller en ydelse, som jeg skulle sælge til virksomheden, at jeg for alvor begyndte at trænge igennem og rent faktisk blev inviteret til jobsamtaler.”

Ansøgningen er måske dit vigtigste salgsbrev. Så tænk dig om og tænk på modtageren. Det er sikkert ikke overraskende, at al kommunikation (verbal, non-verbal & skriftlig) har en afsender og en modtager, og at det også gælder ansøgninger.

Og du kan være 100 procent sikker på, at alle dine fremtidige potentielle arbejdsgivere sidder med din ansøgning og stiller dem selv det selvsamme spørgsmål: ”What’s in it for me/us?” Så hvis du med din motiverede ansøgning kan svare på det, uden at virke arrogant og bedrevidende, så er du nået langt – længere end 95 procent af alle ansøgere, faktisk. Så hvis du – kære ansøger – gør dig selv den tjeneste at tænke mere på modtageren (se på tingene med modtagerens øjne – så at sige), så trænger du langt bedre igennem støjen og alle filtrene.


Læs også: Hvordan skriver du et godt CV?


Husk EFU-modellen i din ansøgning, når du vil ramme modtageren

Du trænger bedst igennem med dit budskab, når du sender på modtagerens frekvens. Det kan du gøre ved at bruge EFU-modellen, der i bund og grund er verdens bedste (og enkleste) kommunikations- og salgsmodel.

Den handler om at få oversat: 

  • Egenskaber [E] (som du fremhæver om dig selv) til
  • Fordele [F] som i sidste ende bliver til
  • Udbytte [U] for virksomheden – det der er deres ”What’s in it for us?”.

Hvis du kan få den model ind i din kommunikation i din motiverede ansøgning, så vil jeg næsten love dig, at du kommer til flere jobsamtaler – du får i hvert fald skrevet nogle langt mere interessante og vedrørende ansøgninger, idet du taler til virksomheden og viser interesse for, hvad der betyder noget for virksomheden.

Husk også AIDA modellen

Tilbage i 70’erne udviklede man denne model, når man skulle træne personale i at skrive gode og målrettede Direct Marketing breve til kampagner. Modellen passer også rigtigt godt til en motiveret ansøgning.

  • A (Attention) – med overskriften taler du til virksomhedens opmærksomhed.
  • I (Interest) – med motivationsafsnittet får du talt til deres interesse for at vide mere om din interesse.
  • D (Desire) – med de gode afsnit om dine faglige og personlige kompetencer, med brug af en god historie og af EFU-modellen til at tale til dem i deres verden, så ’prikker du’ til deres ’desire’.
  • A (Action) – med en god afslutning og synlige kontaktdata gør du det nemt for dem at tage kontakt til dig og invitere dig til samtale.

Vil du have hjælp til at skrive en god motiveret ansøgning?

I CA a-kasse giver vi dagligt sparring og rådgivning om, hvordan du bedst skriver en en god idémotiveret ansøgning - såvel som alle andre dele af jobsøgningens faser. Læs mere her om at få en karriererådgiver fra CA karrierepartner og a-kasse til at hjælpe dig


Læs også: De 10 dræberspørgsmål til jobsamtalen eller en af de mange andre artikler om at forberede dig på jobsamtalen


Ni gode råd til at skrive en god motiveret ansøgning

  • Max. 1 side: En god motiveret ansøgning skal maksimalt fylde én side.
     
  • Tænk på sprogbrug: Sproget skal naturligvis være let forståeligt, men derudover så tænk på at få mere omkring ’Du/I’, ’Virksomhedens navn’, ’Branchen’ og ’Afdelingen’ med i ansøgningen, og få luget lidt ud i ’Jeg’, ’Mig’, ’Mine’ & ’Mit’. På den måde får du skrevet mere direkte til virksomheden og får rettet dit fokus mod deres behov.
     
  • Fængende overskrift: Ni ud af ti studerende starter med en overskrift, og det er godt. Desværre lyder overskriften ofte: ’Ansøgning om stilling som XXXX i virksomhed Y’. Og når ni ud af ti skriver stort set det samme, så skiller din motiverede ansøgning sig desværre ikke ud. Så start med en overskrift, der er spændende, frisk eller ’catchy’ – en overskrift der gør, at du selv ville læse videre i ansøgningen, hvis du sad og rekrutterede til stillingen. Kunsten er at fange læserens opmærksomhed & interesse, så han/hun ikke kan vente med at læse mere.
     
  • Fortæl om din motivation til at søge stillingen: Det er langt mere interessant for virksomheden at læse om dig, din motivation og hvorfor du ’Bare Må Have’ det her job. Du behøver ikke skrive, at du er interesseret i jobbet (det ved de godt – ellers søgte du ikke), men mere hvorfor det er spændende, og hvad der har vækket din motivation (for eksempel virksomheden, arbejdsopgaverne, branchen).
     
  • Tilfør noget nyt & undgå gentagelser: Hvis du bruger de første fem-syv linjer i en motiveret ansøgning til at gentage noget, der i forvejen står i dit CV, så virker ansøgningen ikke særligt motiveret – den bliver bare en kedelig gentagelse, og du fortæller ikke virksomheden noget nyt og spændende.
     
  • Faglige og personlige kompetencer: Disse er vigtige, og du skal i den grad fortælle om, hvad der gør dig til en kompetent & interessant kandidat til jobbet. Men du skal gøre det på en måde, så du hjælper virksomheden i deres oversættelsesproces med at få oversat dine kvaliteter til det udbytte (bonus & merværdi), det skaber for virksomheden at få dig som ansat med dine ressourcer. Så tænk i EFU-modellen.
     
  • Fortæl de gode historier: Alle kan skrive (og skriver) de samme ting, når de skal fortælle om deres kompetencer i en motiveret ansøgning – målrettet, resultatorienteret, beslutsom, lederpotentiale, undervisningserfaring, openminded, empatisk, dynamisk, teamplayer. Men som en klog mand sagde en gang – ”You can’t compensate from experience”. Så det bedste, du kan gøre for at virke oprigtig og seriøs, er at fortælle om den erfaring, du har fået tidligere, som belyser nogle af alle de fortræffeligheder, du skriver om dig selv i din ansøgning.
     
  • Afslut på toppen: En god motiveret ansøgning slutter med at vise, at du har selvtillid og stoler på dig selv. Slut med ”Jeg ser frem til at blive inviteret til samtale” eller den lidt mere blide ”Jeg ser frem til at høre fra jer”. Disse sætninger har den salgsmæssige genialitet, at du retter deres fokus væk fra nej’et og afslaget og over mod ja’et og invitationen til samtalen.
     
  • Gem dokumentet i PDF formatet: Det burde være overflødigt at skrive, men alligevel. For at undgå at formatet skrider, så husk at gemme dokumentet i PDF. Dette gælder også for CV’et: Gem altid i pdf!

Få CA's gratis e-bog "Jobbet er dit" med inspiration til din jobsøgning

** Ja tak, jeg ønsker at modtage e-bogen og accepterer samtidig, at CA kontakter mig telefonisk og/eller på e-mail med henblik på en dialog om CA's medlemsfordele, hvor der kan ske yderligere indsamling af personoplysninger. CA opbevarer mine data i 4 år. CA tilmelder mig ikke automatisk til nyhedsbreve og lignende, og jeg kan til hver en tid få indsigt i samt tilbagekalde mit samtykke ved at skrive til kommunikation@ca.dk. Du kan læse mere i vores persondatapolitik eller kontakte vores dataansvarlige for spørgsmål og klager: Kianoush Yazdanyar, direktion@ca.dk.


Klik her, hvis du vil læse flere artikler med inspiration, tips og tricks om ansøgning >

Læs mere om CA karrierepartner og a-kasse

Læs også:

Til kamp mod de kedelige klichéer i ansøgninger!

Drop dem i dine ansøgninger. Kedelige klicheer i ansøgninger er fyld. Du bruger vigtig plads på noget, der ikke nødvendigvis sælger dig.

Det handler jo i første omgang om, at du kommer til samtale.

Få inspiration direkte i din mailboks

Bliv klogere på job og karriere med CA's nyhedsbrev til folk på arbejdsmarkedet: