Tillægsforsikring giver ro

Anne-Christine Østergaard var forberedt på at nedskæringer kunne ramme hende. En tillægsforsikring var med til at give ro på den økonomiske bagsmæk. 

Af Ole Strand Foto DAS BÜRO

Selvom der er store penge i aktiveringsbranchen, er der blevet skåret på aktiveringsmidlerne i de sidste par år. Mange virksomheder, der arbejder med vejledning og jobsøgningsforløb for ledige, har mistet opgaver og bevillinger. Det gælder også for den virksomhed i Aarhus, hvor Anne-Christine Østergaard arbejdede som vejleder ved aktiveringskurser indtil december 2011. 

Forberedt på fyring

Det kom derfor ikke som den store overraskelse, da hun blev fyret på grund af nedskæringer.

”Jeg vidste godt, at der ville blive skåret ned på aktiveringskurserne i virksomheden, så der var tid til at forberede sig på det mentalt. Jeg har ikke taget det så tungt. Det er selvfølgelig ærgerligt at miste jobbet, men vores liv har været meget anderledes skruet sammen i nogle perioder, så på den måde er vi måske vant til at være mere omstillingsparate”, siger Anne-Christine Østergaard.

Netop fordi de har været ude for omvæltninger før, har både Anne-­Christine Østergaard og hendes kæreste sikret sig og tegnet en tillægsforsikring, så dagpengene bliver suppleret ved ledighed.

”Fyringen havde nok haft en voldsommere effekt på mig, hvis jeg ikke havde haft tillægsforsikringen hos CA PLUS. Det har givet mere råderum og mindre bekymringer, at vi ikke har skullet gå så meget ned på økonomien, det er der ingen tvivl om”, siger Anne-Christine Østergaard. 

Krydrer ikke røv

Hun får 6.000 kr. om måneden fra CA PLUS tillægsforsikring som supplement til dagpengene på 17.073 kr. Men selvom tillægsforsikringen hjælper på økonomien, er det ikke guld og grønne skove at være ledig.

”Nogle har måske en forestilling om, at det er rigtig fedt at være arbejdsløs, når man har en tillægsforsikring, så kan man tage sig en ekstra ferie og krydre røv et år. Men det gør man altså ikke. Det tror jeg ikke, der er nogen arbejdsløse, der føler. Tværtimod tror jeg, at de fleste har det rigtig dårligt med at have mistet jobbet, dels på grund af økonomien og dels fordi så meget af vores sociale identitet ligger i jobbet. Lige den del har ikke påvirket mig så meget. Sådan er livet, det går den ene eller den anden vej, og der bliver ikke mindre mig af at være arbejdsløs”, siger Anne-Christine Østergaard.

Nyt fokus på job i Kbh

Hun har søgt undervisningsjobs med forskellige vinkler og nogle lærerjobs, men også jobs indenfor HR i de lidt større organisationer. Med base i Aarhus har hun først og fremmest søgt stillinger i det jyske opland, men Anne-Christine Østergaard har nu også rettet sigtet ind på job længere væk og også gerne i København, hvis det kan kombineres med familien.

”Der er bare ikke lige så mange stillinger her som i København. Mange af dem, jeg kender her, har fået nyt job via netværk. Og der halter jeg bagefter i Aarhus, fordi jeg er tilflytter og har mit største netværk i København. Det kan blive bøvlet med mig i København og kæresten i Aarhus, men det nytter ikke at låse sig fast geografisk – så må man finde ud af det”, siger Anne-Christine Østergaard.


Denne historie er baseret på Anne-Christines erfaringer med CA PLUS tillægsforsikring. Siden da er samarbejdet med Europæiske om CA PLUS ophørt. I stedet tilbyder CA nu CA Lønsikring.