Få styr på de afgørende 4x20 - og gør et godt indtryk til samtalen

Til jobsamtalen er godt begyndt halv fuldendt. Få styr på ”4 x 20”, der er afgørende for en god start.

 
af Lars Ulrik Jeppesen - revideret af Ole Strand den 30. april 2026

Til ansættelsessamtalen er de første sekunder ved det personlige møde meget afgørende i din evaluering af kandidaten. For førstehåndsindtrykket varer ved, og der gælder især i rekrutteringssammenhæng.

Førstehåndsindtrykket kan deles op i 4 faser med '4 x 20 reglen’

  • De første 20 sekunder
  • De første 20 ord
  • De første 20 skridt
  • De øverste 20 cm - ansigtet!

Det er i disse faser, at kæden ofte hopper af for en del mennesker i denne proces. Så hvis du (også) vil have fokus på førstehåndsindtrykket til jobsamtalen, så husk:

Første 20 skridt – sæt den ene fod foran den anden

Nogle målrettede skridt, gerne ved at komme personen du skal hilse på i møde, er også med til at styrke et dynamisk førstehåndsindtryk.

Første 20 sekunder – tag fat og husk at give slip

Vi har vist alle lært det med det faste håndtryk. Vi har tilmed lært at holde en god øjenkontakt, mens vi giver det faste håndtryk. Så er det på plads, eller er det? 

Jeg synes egentlig, at jeg har lagt hånd til en del ’slatne’ håndtryk og et meget vigende blik. Derfor, husk det faste håndtryk og den imødekommende øjenkontakt. Det er en rigtig god start.

Første 20 ord – skinner solen virkelig altid i Ballerup?

Start med smalltalk. Smalltalken er en god icebreaker, ikke mindst til at få dig selv til at komme godt i gang.

Af smalltalkens klassikere må vejret absolut ligge i top. Andre temaer som positive kommentarer til domicilet, modtagelsen i receptionen osv. er bestemt også brugbare. 

Øverste 20 cm – det er en dejlig dag i dag

Smilet går vist aldrig af mode. Smil smitter, udtrykker ro, overskud og imødekommenhed. Så hvis du ikke lige er opmærksom på, hvor meget og hvordan du smiler, så bliv det!

Så husk de simple ting om førstehåndsindtrykket, de virker! Og husk at nyde jobsamtalen i fulde drag, for da du får jobbet, bliver det den sidste jobsamtale i lang tid.