Jobmarkedet boomer i august og september

Efter en stille juli måned boomer jobmarkedet typisk i august og september. Der er flere ledige job, men også flere kandidater. Så det gælder om at matche jobbet i ansøgning og CV.

 
af Ole Strand - CA A-kasse & Karriereudvikling

Hvis du synes, at jobmarkedet har været lidt stille hen over sommeren, er det ikke bare noget, du bilder dig ind.

Der bliver nemlig ansat markant færre i juli måned end alle andre måneder.

Det er ikke så mærkeligt, at juli er en stille måned på jobmarkedet, for de, der skal være med til at ansætte og onboarde nye medarbejdere, holder ferie.

Derfor venter mange virksomheder med at sætte gang i rekrutteringen, til organisationen igen er samlet efter sommerferien.

Virksomhederne er retur – nu skal der ansættes

Det lave antal ansættelser i juli giver til gengæld en ketchupeffekt i august og september, hvor virksomhederne skal indhente efterslæbet.

I juli 2025 skiftede eller startede knap 53.000 personer job. Allerede i august steg tallet til mere end 91.000 – årets højeste niveau – og i september var jobomsætningen med godt 84.000 nye ansættelser langt over juli – og pænt over landsgennemsnittet på cirka 70.000 jobskifter.

Det giver gode muligheder, hvis du er ledig og på jagt efter dit næste job. 

jobomsætning 2025

Flere jobopslag er ikke det samme som mindre konkurrence

Der er flere stillinger at søge i august og september. Men der er også flere ansøgere på banen. Sommerferie er tid til at slappe af, men for mange i job er det også en lejlighed til reflektere over sit job og arbejdsliv.

Der er derfor også en stigning i antallet af folk i job, der gerne vil skifte job, og dermed byder ind på de mange ledige stillinger i august og september.

Du er derfor fortsat nødt til at være målrettet og skarp i din jobsøgning.

3 hurtige råd til jobsøgningen

  1. Målret dit CV til jobbet
    Fremhæv de erfaringer, kompetencer og resultater, der er vigtigst i netop den stilling, du søger.

    Arbejdsgiveren skal ikke selv regne ud, hvordan din erfaring passer til stillingen. Hjælp dem med at se sammenhængen.

  2. Fortæl, hvad du kan gøre for virksomheden

    Tag udgangspunkt i virksomhedens behov og de opgaver, der står i jobopslaget. Brug konkrete eksempler på, hvordan din erfaring kan hjælpe virksomheden.

    Lad CV'et dokumentere dine hidtidige erfaringer, mens ansøgningen ser fremad og viser, hvordan du vil bruge dem i det nye job.

  3. Søg også jobbet, selv om du ikke matcher alt

    Et jobopslag er sjældent en facitliste over krav, som alle skal være opfyldt.

    Hvis du kan løse de centrale opgaver og har en stor del af de ønskede kompetencer, kan det sagtens give mening at søge. Se derfor en ekstra gang på de stillinger, du umiddelbart havde tænkt at springe over. Måske er matchet bedre, end du først troede.

Hjælp til din jobsøgning

Her finder du inspiration, konkrete værktøjer og gode råd, der kan hjælpe dig med at tage næste skridt i din karriere.

Skriv dig til jobsamtalen

Her får du en guide til, hvordan du fixer de mest almindelige fejl i dit CV og i din ansøgning. Du får også skabeloner til det skarpe CV og den gode ansøgning.

Karriereskift – skab nye veje i din karriere

Denne e-bog er skrevet til dig, der gerne vil arbejde aktivt med din karriererejse. Den kan støtte dig til nye overvejelser, se muligheder, give inspiration og motivation til handling. 

 

Få professionel karriererådgivning

Med CA's erfarne karriererådgivere får du gratis og professionel sparring, der hjælper dig med at tage næste skridt i din karriere.

Uanset om du søger et nyt job, ønsker at skifte retning eller vil styrke dine kompetencer, står vi klar med personlig karriererådgivning, målrettet feedback på din ansøgning og CV samt sparring omkring jobsamtaler.