swipegesture

Skriv en CV-profil, der fænger

Du har kort tid til at fange modtagerens opmærksomhed. Lav en skarp profiltekst i CV'et, så først dit CV og senere din ansøgning bliver læst.

Artikel 5 Min.
af Jimmy Buchmann

Du har kort tid til at fange modtagerens opmærksomhed. Lav en skarp profiltekst i CV'et, så først dit CV og senere din ansøgning bliver læst.

Når en virksomhed i dag modtager et CV og en ansøgning til en opslået stilling, sker den første sortering enten maskinelt eller ved en ret hurtig personlig gennemlæsning. Oftest med CV’et som det eneste, der bliver læst i de første gennemgange. Derfor bør dit CV have et personligt præg, så modtageren allerede der kan koble dig – og ikke kun din faglige kompetencer – til jobbet.

Resumé? Profil? … eller hvorfor du er skabt til jobbet

Som beskrevet i CV-eksemplerne, er det en god idé at inkludere et kort resumé, nogle kalder det en ’Personlig profil’ i starten af din ansøgning. Det er en kort opsummering på, hvem du er, hvad du kan, og hvad du vil. Det er en kort oversigt, der skal skabe hurtigt indblik i dig og ikke mindst vække interessen for din person i forhold til jobbet.

Sådan gør du:

  • Brug max 3 linjer + en overskrift – det skal være hurtigt at læse.

  • Lav gerne en ’catchy’ overskrift frem for blot at skrive ’Personlig profil’.

  • Overvej ud fra stillingsopslaget – og evt. forudgående telefonsamtale med virksomheden – hvad der er de 3-5 allervigtigste kriterier for dem i forhold til denne stilling.

  • Match virksomhedens kriterier med dine egne kompetencer.

  • Overvej hvilket udbytte virksomheden kan få ud af matchet mellem deres kriterier og dine kompetencer.

  • Lav teksten, så du hverken ’oversælger’ eller ’underdriver’ din kunnen – altså en god blanding af selvtillid og en anelse ydmyghed.

Eksempler på ’Personlige profiltekster’

Eksempel 1 - Job: Business Controller i elektronikvirksomhed

Analytisk Controller med erfaring fra elektronikbranchen
Cand.merc. i Økonomistyring med en indgående interesse for økonomiske analyser. Jeg er detailorienteret og kan samtidig holde overblikket over komplekse sammenhænge. Jeg bliver ved, til opgaven er løst, og jeg har et stærkt netværk, jeg kan sparre med.

Eksempel 2 - Job: Projektleder til interne projekter i mellemstor virksomhed

Fokuseret projektleder med fokus på mål og mennesker
Erfaren projektleder, der både kan få projektet i gang og få det godt i mål. Jeg er en struktureret og empatisk projektleder, der sikrer, at både projektdeltagerne og projektet når i mål til rette tid.

Eksempel 3 - Job: Kommunikationskonsulent til leverandør af brændeovne

Kommunikativ ildsjæl der kan fyre op under brand’et
Kandidat fra CBS med speciale i kommunikation og branding og med flere års erfaring inden for kommunikation og markedsføring. Jeg er velformuleret og har erfaring med kommunikation, der både skaber opmærksomhed og styrker brand og omsætning.