Tid til at prøve noget andet? Det er højsæson for jobskifte

Overvejer du at skifte job? Så er du ikke alene. Sommerferien sætter gang i tankerne om at prøve noget nyt hos mange. Og mulighederne er gode, for august og september de måneder, hvor flest danskere skifter eller starter nyt job.

 
af Ole Strand - CA A-kasse & Karriereudvikling

Åhhh, ferie er dejligt. Tid til at slappe af og sænke paraderne. Og ofte også tid til eftertanke, når arbejdet og dagligdagen er lidt på afstand. Det er dejligt at være væk, men bliver det også godt at komme tilbage, eller er det tid til at prøve noget andet?

Hvis du også har gået med de tanker, er det en god ide at mærke efter, hvis du kommer tilbage på jobbet med en uro i maven. Eller en tanke om, at du har brug for noget nyt. Din mavefornemmelse kan nemlig være et signal om, at noget i dit arbejdsliv trænger til et eftersyn.

Godt tidspunkt at komme videre - jobmarkedet boomer i august og september

Der er gode muligheder for at finde et nyt job efter sommerferien, for august og september er de måneder hvor jobomsætningen er størst.  

Ikke så underligt for i juli måned er jobmarkedet i bund, og dem, der skal ansætte og onboarde, er på ferie. Derfor venter mange virksomheder med at slå deres job op til efter sommerferien.  Så der er job nok at lade sig friste af.

jobomsætning 2025

Skal du skifte eller blive – test dig selv

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Det er derfor en god ide at spørge dig selv, om det er tid til at finde et andet job, eller om du kan finde nye muligheder i det job du allerede har. Det kan du finde ud, ved at stille dig selv fem spørgsmål:

  1. Hvor meget bestemmer du selv i dit job?
  2. Hvad vil du gerne have mere – og mindre - af i dit job?
  3. Har du mulighed for at bruge og udvikle dine kompetencer?
  4. Hvordan er dit forhold til din leder og dine kolleger?
  5. Matcher virksomhedens værdier dine egne værdier
     

1. Har du nok indflydelse på dit job?

Indflydelse på eget arbejde spiller en stor rolle for din jobtilfredshed.  

  • Overvej hvor meget selv- og medbestemmelse du har over dine opgaver og de beslutninger, der træffes i relation til dit arbejde.
  • Overvej også om et nyt job kan give dig større selvbestemmelse, og om det vil gøre dig mere tilfreds.  

Hvis du savner mere indflydelse, kan første skridt være at tale med din leder. Måske kan du få mere fleksibilitet, tydeligere rammer eller større frihed i opgaveløsningen.

Hvis det ikke er muligt, kan det være et tegn på, at du se dig om efter et andet job passer bedre til dig.

2. Hvad vil du have mere – og mindre – af?

Et godt arbejdsliv handler ikke kun om titel, løn og arbejdsplads. Det handler også om indholdet i din hverdag.

Prøv at lave en oversigt med to kolonner.

  • I den ene skriver du de opgaver, der giver dig energi.
  • I den anden skriver du de opgaver, der dræner dig.

Når du ser det sort på hvidt, bliver det tydeligere, hvad du gerne vil have ændret.

Det giver dig et godt udgangspunkt for en snak med din chef om dine arbejdsopgaver.

Og ellers kan listen bruges som tjekliste for, hvad du skal kigge efter i et nyt job, hvis du vælger at søge videre.

3. Udvikler du dig stadig?

Intet job er lige spændende hver dag. Men hvis du keder dig i jobbet, og ikke længere føler dig udfordret, kan det påvirke både motivation og arbejdsglæde.

Spørg dig selv:

  • Hvor udvikler jeg mig lige nu?
  • Hvor står jeg stille?
  • Hvad vil jeg gerne blive bedre til?
  • Hvilke kompetencer vil jeg gerne bruge mere?

Måske kan du få nye opgaver, mere feedback, et kursus eller et nyt ansvarsområde i dit nuværende job.

Men hvis du ikke kan se udviklingsmulighederne dér, hvor du er, kan det være tid til at kigge efter dem et andet sted.

4. Trives du med dem, du arbejder sammen med?

Relationer betyder meget for din trivsel. Du behøver ikke være bedste venner med dine kolleger. Men det betyder noget, om du bliver hørt, respekteret og mødt ordentligt.

Spørg dig selv:

  • Kan jeg sige min ærlige mening?
  • Bliver jeg lyttet til?
  • Får jeg støtte, når jeg har brug for det?
  • Får jeg energi af at samarbejde med mine kolleger – eller tager de energi?

Hvis noget halter, kan det måske forbedres med tydeligere forventninger, bedre kommunikation eller en anden måde at samarbejde på. Og ellers kan det være et tegn på, at du skal videre.

5. Matcher jobbet dine værdier?

Når dit job matcher dine værdier, er det lettere at finde motivation. Når det ikke gør, kan du føle dig forkert placeret – også selvom jobbet ser fint ud på papiret.

Prøv at skrive dine fem vigtigste værdier ned. Og spørg så dig selv

  • Hvor bliver mine værdier understøttet i mit nuværende job?
  • Hvor bliver de udfordret?
  • Hvilken værdi vil jeg ikke gå på kompromis med?

Det kan hjælpe dig med at se, om du skal forsøge at ændre noget i dit nuværende job – eller om du skal finde en arbejdsplads, der passer bedre til dig.

Er det tid til at skifte job?

I denne guide får du hjælp til at finde ud af, om du kan finde nye muligheder i dit job, eller om det er tid til at skifte job.

Karriereskift – skab nye veje i din karriere

Denne e-bog er skrevet til dig, der gerne vil arbejde aktivt med din karriererejse. Den kan støtte dig til nye overvejelser, se muligheder, give inspiration og motivation til handling. 

Hjælp til din jobsøgning

Her finder du inspiration, konkrete værktøjer og gode råd, der kan hjælpe dig med at tage næste skridt i din karriere.

 

Få professionel karriererådgivning

Med CA's erfarne karriererådgivere får du gratis og professionel sparring, der hjælper dig med at tage næste skridt i din karriere.

Uanset om du søger et nyt job, ønsker at skifte retning eller vil styrke dine kompetencer, står vi klar med personlig karriererådgivning, målrettet feedback på din ansøgning og CV samt sparring omkring jobsamtaler.