swipegesture

Træn din fokusmuskel

Er din arbejdsdag fyldt med uro, overspringshandlinger, tankemylder og behovet for at nå det hele på samme tid? Så er du ikke alene. Få gode råd fra tidsekspert Trine Kolding om, hvad du kan gøre for at finde og fastholde fokus.

Artikel 9 Min.
af Lane Markholt-Hansen - Fotograf: Peter Theglev, Final Eyes

Savner du at kunne fokusere på en samtale, en film eller en arbejdsopgave? Sådan som man gjorde i 'gamle dage' – før mobiltelefonen og computeren stjal vores opmærksomhed?

Så er der gode råd at hente hos tidsekspert Trine Kolding, der har arbejdet med personlig effektivitet og planlægning i mange år, og skrevet 8 bøger om emnet, senest 'Fokus – sådan skaber du gode arbejdsbetingelser for din hjerne'.

Hun oplever, at der er sket en markant ændring af det, vi søger i jagten efter mere overskud, tilstedeværelse og effektivitet.

”I mange år har tid været en knap ressource. Alle vil have mere tid, og det har handlet meget om at få styr på tiden. I dag er det fokus, der er en knap ressource. Det, jeg kan se, er, at selv om folk finder tiden, så har de stadig svært ved at fokusere”, fortæller Trine Kolding.

Vi drukner i informationer

Det manglende fokus er der mange grunde til. Det handler blandt andet om mængden af informationer, fortæller Trine Kolding:

”Vi får så store informationsmængder og har så nem adgang til informationer. Alle kender det med, at man lige er gået på nettet for at finde ud af en enkelt ting, og pludselig er der gået en time og man aner ikke, hvordan man er endt der, hvor man er. Al information er få klik væk, og der er så meget, der frister os”, siger Trine Kolding, der henter meget af sin viden fra forskning.

Hun har et klart bud på, hvorfor vi ikke kan finde og fastholde vores evne til at fokusere, men i stedet oplever uro, overspringshandlinger, tankemylder og behovet for at nå det hele på samme tid:

”Biologisk set er vores hjerne ikke gearet til så mange informationer. Det ender med, at vi bliver overstimuleret – kognitivt og sansemæssigt. Vi kan ikke gå i supermarkedet, uden at der bliver spillet musik i baggrunden. Vi bliver virkeligt udfordret – det er nærmest umuligt at finde ro”, siger Trine Kolding.

Er hjernen gået i stykker?

En anden grund er måden, vi bruger teknologi på.

”Vi er på konstant. Og vi har forventningerne til os selv og til andre om, at vi hele tiden er tilgængelige”, siger Trine Kolding.

Når hun holder oplæg og foredrag, møder hun mange, der føler, at deres hjerne er 'gået i stykker'.

”Mange kan ikke se en film, uden at gå på nettet og tjekke telefonen samtidig. De kan simpelthen ikke fokusere, for de er ikke trænet i at fokusere”, siger Trine Kolding, der med bogen Fokus ønsker at dele en vigtig pointe:

”Det positive er, at vores hjerne ikke er gået i stykket. Du har bare fået en slap fokusmuskel. Den skal genoptrænes – og det kan man sagtens”, siger hun og anerkender, at det kan være nemmere sagt end gjort, fordi vi har en indgroet struktur.

”Særligt på arbejdspladsen oplever mange, at der er store krav til både tilgængelighed og hurtige svartider. Og ofte er det også ens egne krav, der gør det svært. At man fx svarer på mails med det samme. Det har vi bare vænnet os til. Da jeg begyndte at øve mig i at spørge, hvornår mine kunder skulle bruge det tilbud, jeg skulle sende, var der hver gang længere svartid, end jeg havde forestillet mig. Tit skruer vi selv tempoet i vejret uden at tænke over det”, siger Trine Kolding.

Vi er ikke gearet til tempo og multitasking

Mange tror, at det er dem selv, der noget galt med, når de mangler fokus og finder på kreative overspringshandlinger, men forskningen viser, at vi slet ikke er skabt til at navigere i så højt et tempo:

”Vi bruger vores arbejdshukommelse til at fastholde informationer med. Det er den, som skal filtrere og sortere, når vi skifter mellem opgaver. Faktum er, at arbejdshukommelsen er begrænset til 5-9 informationer ad gangen. Der er altså en god grund til, at man ikke husker det hele”, siger Trine Kolding.

Hun møder ofte folk, der forveksler forglemmelserne og det manglende fokus med stress.

”Det er ikke nødvendigvis stress, men din arbejdshukommelse, der er overfyldt. Du prøver at huske for meget – din arbejdshukommelse er overfyldt”, siger Trine Kolding, der oplever, at mange dunker sig selv i hovedet, når det ikke lykkes at multitaske:

”Mange har forstået det sådan, at vi sagtens kan multitaske, og føler, at det er for dårligt, at de ikke selv kan. Men al forskning viser, at det kan vi mennesker ikke. Det er der, hvor vi virkeligt smadrer vores fokus. Så det skal man ikke ærgre sig over. I stedet kan man glæde sig over, at fokus på én ting ad gangen faktisk sparer tid”, siger Trine Kolding.

Vi kan sagtens få fokus tilbage

Det er de færreste, der kan overskue at vende op og ned på deres liv, men det behøver ikke at være kompliceret at få mere fokus i sit liv, fortæller Trine Kolding.

”Du skal ikke revolutionere dit liv. Små justeringer kan skabe store forandringer. Jeg er kæmpe fortaler for hurtige quickfixes, brugbare værktøjer og konkrete metoder, man kan tage i brug lige nu og her. Jo mere konkret, des bedre. Mit mål er altid at finde ud af, hvordan vi omsætter vores viden til noget, vi kan bruge i den virkelige verden”, siger Trine Kolding og tilføjer:

”Der er heldigvis mange små, smarte teknikker, der kan give hjernen bedre arbejdsbetingelser, så man hurtigt kan skabe fokus”, siger Trine Kolding.

4 gode råd til mere mentalt fokus

  1. Find ud af, hvad der typisk distraherer dig i løbet af din arbejdsdag. Del dine distraktioner op i dem, du kan gøre noget ved, og dem du ikke kan gøre noget ved.

  2. Fjern de distraktioner, som du kan gøre noget ved. Tjekker du fx hele tiden mails og updates på telefonen, så fjern de notifikationer og apps, der forstyrrer dig. Planlæg i stedet tidspunkter i løbet af dagen, hvor du tjekker mails, Sociale medier og andet.

  3. Lad være med at multitaske. Det stresser hjernen. Lav kun én opgave ad gangen, så træner du din hjerne til at holde fokus og blive mere effektiv.

  4. Find dine fokusperioder og hold pauser ind i mellem. Normalt kan man lære og fokusere bedst i en periode på 80-120 minutter. Så har hjernen brug for en pause. Læs mere om at udnytte dine fokusperioder

    Kilde: 'Fokus - Sådan skaber du gode arbejdsbetingelser for din hjerne' af Trine Kolding, Gyldendal 2022

Få 10 % rabat på Trine Koldings nyeste bog

Køb bogen 'Fokus – sådan skaber du gode arbejdsbetingelser for din hjerne' på gucca.dk, og få 10% rabat ved at indtaste rabatkoden Fokus10. OBS. rabatten gælder frem til d. 23. juli 2023. 

Om Trine Kolding

Trine Kolding er ekspert i effektivitet og planlægning. Hun har undervist i personlig effektivitet og planlægning siden 2000 og er forfatter til otte bøger om tid og effektivitet. Hendes tilgang er konkret og værktøjsorienteret. Hun er uddannet på Copenhagen Business School, Danmarks Pædagogiske Universitet, som proceskonsulent ved Rambøll Attractor og certificeret coach. Læs mere på www.trinekolding.dk