swipegesture

Talenthub: Det skal være en god oplevelse at søge job

Et trist afslag og lange svartider er fortid, hvis det står til den danske startup Talenthub, der har skabt en platform, der forbedrer jobsøgendes oplevelse af rekruttering og onboarding.

Nyhed 17. jan 2023  
af Lane Markholt-Hansen

Har du prøvet af få et virkeligt nederen afslag på en ansøgning, du har brugt timer på at forfatte? Netop den oplevelse vil den danske startup Talenthub til livs med deres platform, der forbedrer jobsøgendes oplevelse af rekruttering og onboarding. Vi har mødt Daniel Birkholm, der er founder og CEO i Talenthub.


Hvad går Talenthub ud på?

Talenthub er en platform, der skaber en bedre oplevelse i forbindelse med rekruttering. Via platformen kan virksomheder indhente anonym feedback fra ansøgerne undervejs i et rekrutteringsforløb og få omsat denne viden til anbefalinger.

Feedbacken gør det nemmere for virksomhederne at rekruttere de rigtige medarbejdere og styrker deres brand og omdømme efter rekrutteringsforløbets afslutning.

Hvor kom idéer til Talenthub fra?

For 15 år siden lavede jeg en jobportal, hvor vi hjalp rigtig mange skoleelever og nyuddannede. Undervejs, da jeg byggede den virksomhed op, opstod der en undring.

Virksomhederne gjorde enormt meget for at tiltrække alle mulige typer mennesker. Men når ansøgerne havde sendt deres ansøgning, fik de bare en tør besked retur. De så ikke ansættelsesprocessen fra ansøgerens perspektiv. Fx er der mange uudnyttede muligheder i den mail, man kvitterer med, når man har modtaget en ansøgning.

Mange var frustrerede over processen – man bruger jo lang tid på at lave ansøgningerne. Det var både langsommeligt og manglede transparens. Det er det problem, Talenthub løser i dag.

Hvorfor er den ”kandidatbaserede tilgang” vigtig?

De seneste år har vi set et skifte på jobmarkedet. Rekrutteringen foregår på kandidaternes præmisser. Det er kandidaternes marked. Hvis det går for langsomt eller man møder en, man ikke vil arbejde sammen med, finder man bare noget andet.

Det handler i høj grad om, at virksomhederne tilpasser sig kandidaterne. I det ligger der, at man behandler sine kandidater som om, de var kunder. Både hvad angår svartider og tilgængelighed.

Vi har udviklet et produkt, hvor kandidater kan give feedback på, hvordan de oplever processen til virksomhederne. Mange af virksomhederne, har slet ikke opdaget, at de har et problem.

Gennem feedbacken får de indsigter, der gør det muligt at forbedre de jobsøgendes oplevelse af rekruttering og onboarding.

Hvad giver feedbacken?

Målet med vores konkrete feedback er, at de rigtige kandidater har lyst til at søge igen og ikke falder fra. Feedback er en god måde at få indsigt på.

Hvis man har 30-50 ansøgere, er det kun i meget få tilfælde, at det ikke giver mening at spørge, hvad de synes om processen. De fleste vil få et svar, de kan bruge til at gøre processen bedre. De helt store virksomheder, der har 20.000 ansøgere om året, kan hente masser af viden her.

Har I nye projekter på vej?

Vi arbejder på at lave nogle løsninger, hvor virksomhederne klæder kandidater bedre på inden et rekrutteringsforløb. Der er rigtig mange, der går til jobsamtale, men de ved ikke, hvad der forventes. Det er et stort problem. Hvad lægger virksomheden vægt på? Hvilke spørgsmål skal jeg kunne besvare? Som virksomhed kan du sidde over for en god kandidat, der ligger fokus forkert i samtalen og derfor ikke får jobbet. Vi vil gerne sætte kandidaterne bedre op til succes.


Boks: Hvem er Talenthub?

Talenthub blev etableret i 2017 og er siden vokset markant. I 2021 havde Talenthub en vækst på mere end 300 procent. I dag har virksomheden kunder i hele verden og mere end 1,5 millioner jobsøgende kandidater har været igennem platformen. 

Læs mere om Talenthub