swipegesture

Fuldtidsarbejde efter ledighed

Du skal være jobsøgende helt frem til du går i job, eller du afmelder dig som ledig på jobnet.dk. Vær dog opmærksom på, at du kan fritages fra jobsøgning, i op til 6 uger før du starter i arbejde. Det kaldes mindre intensiv indsats.

Du skal afmelde dig som ledig på jobnet.dk, fra den dato, du starter i arbejde. Du kan sagtens registrere første arbejdsdag frem i tiden.

CA får herefter direkte besked via jobnet.dk om, at du starter i arbejde og har afmeldt dig på jobnet.dk, så du behøver ikke at kontakte os.

Du skal ikke afmelde dig, hvis du starter i virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud eller deltidsarbejde med supplerende dagpenge.

Når der er mindre end 6 uger, til du starter i arbejde, kan du bede Jobcentret om, at blive omfattet af ordningen ’Mindre intensiv indsats’. Dette kræver som hovedregel, at du kan fremvise en underskrevet kontrakt eller lignende. Når dit jobcenter har godkendt dette, får CA direkte besked, og fra dette tidspunkt behøver du ikke længere søge job og dermed naturligvis heller ikke udfylde din joblog. Du skal dog stadig opholde dig i Danmark og stå til rådighed for et eventuelt arbejde, som dit jobcenter henviser dig til.

Når jobcentret har registreret, at du er omfattet af ordningen ”mindre intensiv indsats” og CA automatisk har fået besked, skal du ikke længere komme til møder med Jobcentret og CA.

Du skal indsende dit dagpengekort sidst på måneden som du plejer – også selvom du starter i arbejde i løbet af måneden.

Husk at oplyse om dine arbejdstimer i hele måneden, dvs. også i den del af måneden, hvor du ikke skal modtage dagpenge. Det skyldes, at vi udbetaler dig dagpenge for 160,33 timer, minus de timer du har arbejdet, evt. været syg m.v.

Herefter skal du ikke længere udfylde dagpengekort.