swipegesture

Kom godt i gang med den svære overgang fra studie til arbejdsliv

Skiftet fra studieliv til arbejdsliv kan være svært. Men du kommer langt med forberedelse, fokus og et reality-tjek. Du kan mere end du tror, for du er en lean, mean learning machine!

Artikel
af Ole Strand

42 % af de nyuddannede har en svær overgang fra studie til arbejdsliv som svær. Det viser den nye  Danmarks Studieundersøgelse.

Det er svært for de ledige at knække koden på at få et job, men det er også svært for mange af de nyuddannede, der har fundet et job at leve op til virksomhedens og egne forventninger.

Få styr på dine kompetencer når du søger job

Når nyuddannede ledige har det svært med overgange til arbejdslivet, handler det om at ramme plet med jobsøgningen. De synes, at 

  1. det er svært at formidle sine kompetencer
  2. det er svært at gennemskue hvilke job, der er at søge
  3. de kun fandt få eller ingen ledige jobs, der passede til uddannelsen. 

Det kommer ikke bag på karriererådgiver Kim Gibhart Christensen, som rådgiver mange af CA's nyuddannede medlemmer.

”Når en virksomhed slår et job op, tager de udgangspunkt i deres egne konkrete behov. Ikke i, hvordan det matcher med bestemte uddannelser. Derfor er opgaven for dig som jobsøger at finde ud af, hvordan du bedst kan matche virksomhedens behov”, siger Kim Gibhart Christensen. 

Derfor er det vigtigt som jobsøger, at du kortlægger hvilke kompetencer du har – fagligt og personligt: 

”Du er lige blevet færdig med en lang uddannelse, hvor du har lært en masse. Men hvilke kompetencer har det egentlig givet dig? Og hvordan passer det til et konkret job? Det er du nødt til at få et overblik over”, siger han.  

Undervurdér ikke dig selv. Det gør ikke noget, at du ikke kan alt. Det kan du lære!

Kim Gibhardt Christensen

Tag nogle chancer i jobsøgningen

Kim Gibhart Christensen anbefaler også, at de nyuddannede tager nogle chancer, hvis det kniber med at få hul på jobsøgningen.

”Uanset hvad du laver, og hvor du starter, er der noget at lære. Som nyuddannet fik jeg efter 3 mdr.s ledighed et job som kørende sælger med en startløn på 22.500 kr. om mdr. Når man er nyuddannet Cand Merc i International Business, er det ikke noget, man slår stort op på LinkedIn”, fortæller Kim Gibhart Christensen.

Men efter en hård start med meget lille grad af succes, begyndte det at gå bedre efter ¾ år

”Pludselig lå jeg højt på salgslisten og efter 18 måneder fik jeg tilbudt et andet job i organisationen som Landechef i Norge med ansvar for 3 afdelinger og 10 medarbejdere. Det havde jeg ALDRIG kunne forudsige, da jeg sagde ja til jobbet som kørende sælger”, siger Kim Gibhart Christensen.

Et clash med virkeligheden, når nyuddannede starter i job

De største udfordringer for nyuddannede i deres første job er, at:

  • Deres job er meget krævende
  • De ikke bruger meget af det, de lærte under uddannelsen
  • De mangler kompetencer for at udføre job som ønsket
  • Jobbet er anderledes end forventet fra studiet.

Det er udfordringer, som den nyuddannede ikke skal tumle med alene.

”Tal med din chef, hvis du har udfordringer i jobbet. Virksomheden er også interesseret i, at du trives – og har interesse i at hjælpe dig med at præstere bedst muligt. Du må gerne være nysgerrig på, hvordan arbejdsmiljøet, kulturen, prioriteringerne, ledelsesstilen er. Spørg ind til det, så du ved, hvad der forventes af dig, og hvad du kan bidrage med”, siger Kim Gibhart Christensen.  

Du behøver ikke kunne alt fra starten

Men Kims vigtigste budskab til de nyuddannede er: Undervurdér ikke dig selv. Det gør ikke noget, at du ikke kan alt. Det kan du lære!

”Når du kommer fra universitetet, har du gået op ad mange andre, der ligner dig selv. Når du så kommer ud i en virksomhed, finder du ud af, at du faktisk er en lean, mean learning machine. Du er virkelig i træning til at lære hurtigt. Stol på din evne til at lære og kast dig gerne ud i noget, du ikke har prøvet før”, siger Kim Gibhart Christensen.