Introduktion til gamification

Af Mads Bab, gnist.com

Gamification – ideen om, at spil og leg med fordel kan tænkes ind i HR processer, fylder mere og mere i bøger, foredrag og ekspertråd på nettet. Hvis grebet rigtigt an, kan metoden styrke engagementet og udviklingen i jeres forandringsprocesser, men indeholder en del faldgruber, hvor du bør være skeptisk og ekstra nuanceret

Løb tre minutter mere, så undslipper du zombierne. Sådan lyder det fra min Zombies Run app, når jeg løbetræner. I mit liv, hvor det godt kan være en udfordring at få løbeskoene på, er dette en af de mest geniale opfindelser, jeg har oplevet. Et spil, der sætter motionsløb sammen med en sjov og involverende historie om at flygte fra zombier.

I spillet får man nogle missioner, som man skal udføre på ens løbeture. I løbet af de 10 uger som programmet lægger op til at løbe, stiger spændingen i takt med, at man bliver hurtigere. F.eks. sker der det, at zombierne kommer hyppigere og hyppigere, og at man derfor skal sætte farten op, for at undgå at blive fanget. På den måde skabes variation og spænding, så det bliver nemmere at flytte fokus fra det hårde i løbet til det sjove.

Zombies Run er et af de mere succesrige forsøg på at koble principper fra spil og leg sammen med seriøse udfordringer – i dette tilfælde ens løbetræning.

Men det er ikke kun i sportens verden, at spil anvendes til at sikre mere motivation for forandring. Metoden kaldes for gamification (spilificering) og er buzz-worded, der i et par år har floreret kraftigt i USA, på nettet og hele verden men bestemt også herhjemme. Gamification internt i organisationer er blevet et bud på en moderne HR strategi, der med velkendte metoder fra spildesign søger at påvirke medarbejdernes adfærd.

Det er ikke så tit, at nye praktiske metoder til at sikre succes i forandringsprocesser ser dagens lys, så jeg mener bestemt, at der er grund til at være nysgerrig, men også skeptisk. For en ting er en app som Zombies Run, noget andet er de mere komplekse forandringer man ønsker at gennemføre i dagens organisationer.

I mange bøger, foredrag, og film på nettet fremføres gamification som teknikken, der for altid vil ændre måden vi implementerer nye tiltag på. Implementér spildynamikker som f.eks. et pointsystem eller lidt spilmæssige gevinster som badges og pokaler – ja så vil forandringen være på rette kurs.

Men netop denne reducering af spil til blot at være en serie af spildynamikker er en af de væsentligste grunde til at være skeptisk. For er spil i virkeligheden ikke mere end synliggørelsen af de gevinster, man opnår undervejs i spillet? Når vi spiller klassiske spil som Ludo og en af vores brikker kommer hjem i ”helle” eller i Trivial Pursuit , hvor vi fylder vores brik op med ”oste”, er det så alt hvad de spil handler om? Selvfølgelig ikke, svarer de fleste, spil er meget mere end det.

Men hvad er spil så? Læs videre om 3 succeskriterier for succesfuld gamification:

Gamification - 3 succeskriterier

Er spillet slut for gamification?

Tjekliste til gamification

Mads Bab har gennem 10 år arbejdet med styrkebaseret udvikling og udvikler løbende værktøjer, der anvendes af virksomheder, skoler, vejledere og coaches i Danmark og udlandet.

Han har en master i anvendt positiv psykologi og er stifter og direktør i virksomheden Gnist.

Læs mere på gnist.com.